50 / 329
telsesforeninger vedtage visse fælles Hovedprincipper; thi uden en
Organisation, der hævder og stø tter Udførelsen af de Hovedprincipper,
man ha rvedtaget at udtale, ville disse aldrig overalt komme til fuld
Virkelighed;man vil umærkeligkomme bort fra det vedtagne, etsteds
paa det ene Punk t og et andet Sted paa det andet Punk t. — S tø tter
derimod Organisationen Udførelsen af de vedtagne Principper, saa
fremmer den ogsaa et større Sam-
arbeide, og det er netop igjennem
dette, at en ensartet Hovedopfattel
se af den hele Sag vil voxe frem. En
saadan Eenhed er en S tøtte i Gjer-
ningen indadtil, men den er ogsaa en
Nødvendighed udadtil overfor Sam
fundet, hvor man vil udføre endel af
dettes Ojerning og fordrer alles
fulde Understøttelse.
Seet i al Almindelighed kan det
tage sig ud, som om der allerede
va r et fuldt Samarbeide, en fast
Organisation mellem de enkelte
Foreninger. De vedkjende sig de
samme Anskuelser i Synet paa Un-
derstøttelsesgjerningen, den per
sonlige Undersøgelse, det vedva
rende omhyggelige Tilsyn, man vil væsentlig fremme den uskyldigt
standsede Virksomhed, vække Selvfølelsen, man understø tter kun den,
som ha r Forsørgelsesret og ikke den, der nyder offentlig Fattig-Un-
derstøttelse. Dertil kommer, at Fællesbestyrelsen bestaar af Repræsen
tan ter for hver af de enkelte Foreninger, — Eenheden i Anskuelserne
og deres Udførelse synes altsaa garan teret. Men det forholder sig i
Virkeligheden ikke saaledes, og det er ganske naturlig t; de enkelte
Foreninger ere voxede selvstændig op, de have deres særlige Historie,
deres Eiendommeligheder og deres oprindelige Organisation, men
dette er Egenskaber der lettelig vanskeliggjøre, at disse Fo ren inge rJ
deres Gjerning føle sig som Led af ’e l større Hele; tværtimod de føle
— 46 —