BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

7 2

UDENBYS KIRKEGAARDE

at de afviser Konsistoriums forstandige Forslag om ikke at sælge Jor

den paa længere Tid end højst 100 Aar; og først ved Begravelsesvæse

nets Omordning i 1860 blev en saadan Tidsgrænse fastsat.

Langsomt havde Assistens Kirkegaarden forvandlet den øde og

sumpede Fælled til en smuk og skyggefuld Park, og den ringeagtede

Fattigkirkegaard var blevet en blomstrende Ramme om en Række

Monumenter for Landets største Navne. Flere Gange var Kirkegaar-

den bleven udvidet: i 1828, da der maatte skaffes mere Frijord, i

1853, da de to kristianshavnske Kirker fik Andel i den, og i 1861, da

Set. Johannes Kirke paa Nørrebro kom til. Den landlige Natur holdt

sig længe derude. 1 1805 blev det forbudt at græsse Kreaturer paa

Kirkegaarden: men endnu i 1848 klager den kongelige Distriktsjæger

over, at Krybskytter gør Jagt derude efter Harer og Agerhøns. Paa

fremmede gjorde Kirkegaarden Indtryk af at være en af de mest idyl

liske Pladser i Hovedstadens Nærhed og en af de skønneste Kirke-

gaarde i Europa.1)

For den, der vil aflægge et Besøg paa Assistens Kirkegaard og ikke

har noget bestemt Maal for sin Vandring, kan det anbefales at opsøge

Mindesmærket over den store Sproggransker Professor Rasmus

Rask. Monumentet, der er tegnet af Bindesbøll, blev rejst 1842 for

Bidrag fra alle nordiske Lande. Det bærer Indskrifter paa fire Sprog.

Paa

Sanskrit

staar der: Der gives ingen Ven, som kan lignes med Virk

somhed; hvo der arbejder, synker ikke hen. Paa

Arabisk:

Sandheden

er klar, men det Falske er dunkelt. Paa

Islandsk

staar med Runeskrift

en Ytring af Kongespejlet: Vil du være fuldkommen i Kundskab, da

lær alle Tungemaal, men glem dog ikke dit eget. Og paa

Dansk,

i Fac-

simile af Rasks egen Haandskrift: Sit Fædreland skylder man Alt,

hvad man kan udrette.2)