30 / 133
ansporer vor uskyldige Trang til at virke. Derfor gør det ikke
noget, at vi begynder den „alvorlige“ Tilegnelse af København
som Kunstværk med at lege lidt — med Navne og Tal, med
Anekdoter, Stil, Raritetsvæ rdier og „Minder“. Men det er jo
rigtignok sundest a t forlade denne Beskæftigelse i Tide. Ellers
løber man Fare for ikke a t kunne se Byen for lu tte r Huse og
ikke a t kunne glæde sig over Husene som levende Organismer.
Det kan være skæbnesvangert ideligt at blive fastholdt i téte-
å-téter med Bygninger. Man bliver saa let kunstnerisk asocial
af det. Maaske kan det sagte ogsaa udtrykkes saaledes, at et
Menneskes Forhold til en Bys A rk itek tur er sundest og n a tu r
ligst, naar det ha r en „polygam“ Karakter. Han gennemlever
saa stor en P a r t af Mangfoldigheden, som han kan overkomme
— let, i Forbigaaende, i Serier — og skaanes for den „mono
game“ Elskers faste Sæt af Jalousikomplekser.
Netop: i Forbigaaende. Thi for re t a t kunne optage Byen i
sig maa Københavneren være i stadig Bevægelse — med aabne
Øjne. En Vandrer, der læ rer undervejs, læser Fagaderækkernes
lange Monologer i flydende Sammenhæng og føler Gadernes
og Torvenes Rum aabne og lukke sig, som han gaar frem. Ikke
for mange Stands undervejs, ingen næ rsynet Granskning af
Dørkarme og Indskrifter. Blikket helst stadig paa Jag t efter
Sammenhænge, Husene skal kobles sammen, Skulder mod
Skulder, Fagaderne blot opfattes som Udsnit af én lang Væg,
der begrænser en Blok. Det er vigtigt „at gaa om H jørnet“. Her
er en hurtig Stedkending paa sin Plads. Thi ved Sammenstødet
af to Flader under en ret Vinkel holder én Verden op og en
anden begynder. Husrækkens Væg, hvis Plan man strøg forbi,
røber sig nu som en Overflade, der dækker en Kubus. Man fort-