32 / 133
vil nogle Læsere udfra Erindringer om daglige Vandringer i
Gammelholm-Kvarteret eller paa Nørrebro stille sig skeptisk
over for et saadant Synspunkts Berettigelse. Dertil kan vel
svares, at Fagademes Sprog naturligvis altid vil høres. Men ikke
destomindre er der stedse en vis Egenværdi i et k la rt og regu
læ rt formet Gaderum, uanset Husfronternes større eller m indre
individuelle Skønheder — en Egenværdi, der ofte overses.
I hvert Fald forrige Slægtled havde ingen Smag for det
regulære Gadeprospekt indrammet af lige høje Etagehuse. Man
fandt det monotont, tris t — ren t principielt betragtet. Siden
Empirens Dage har kun de Gader væ ret „interessante“ og
„kunstneriske“, der var uregelmæssige, altsaa „maleriske“. Af
den Grund har „moderne“ Byer som Milano — Empirens og
Stendhals Milano — og Torino — Barokkens og Holbergs To-
rino — altid været deklasserede i alle artistisk følende Turisters
Øjne; Vesuv og Golfen reddede Napoli fra samme Skæbne.
Men det storartede moderne Karrébyggeri i København
skulde dog nu være i Stand til at lære Hovedstadsbeboerne, at
det regulære Gadeprospekt kan besidde Skønhedsværdier som
saadant. Maaske vil netop den moderne Københavner lettest
kunne faa aabnet sine Øjne for disse ren t formale Værdier i
Bybilledet ved at gøre en Udflugt til et nyt Kvarter i Byens
Udkant, som han ikke er daglig fortrolig med. Og gøre Ud
flugten med det ene Formaal at finde god Kunst, By-Kunst
— store Rum, rene Linjer. Maaske vil en saadan Rejsefærd
ind i en ny Verden, der følelsesmæssigt staar ham næ r og ikke
er belemret med „Historier“, gøre ham mere modtagelig for de
tilsvarende Værdier i den gamle Bys Verden. Han vil med
andre Ord blive tvunget til „at se abstrak t“ — stort og direkte.