28 / 133
dan uden Betænkelighed — to populære Begreber falder i h inan
dens Arme. Altsaa Temaet „Struensees Hus“ varieret. Men nor
malt er det Autors Navn, der gør Huset aktuelt, gør det til en
Realitet i Folks Bevidsthed. Ogsaa Værker af Thurah og C. F.
Hansen — selv udenfor de monumentale Bygningers Kreds —
formaar at fastholde Beskuerens Blik, naar „Navnet“ øver sin
Trolddom; det faar hans Skridt til at standse, hans Øjne til at
se. Og naar jeg her tillader mig a t nævne, a t den Gamél'ske
Gaard i Bredgade vistnok maa betragtes som et Værk af Jø r
gen Hansen Koch og den berømte Schinkel i Forening, gør
jeg mig Haab om, at en og anden Langelinjegænger i Frem
tiden vil skænke den noble Façade et' velvilligt Blik — og saa
maaske først opdage, a t Huset udmærket kan trives uden
„Navnet“.
Det er klart, at Fremhævelse af enkelte tidsbestemte Hus
typer hører til de værdifuldeste Fænomener i Cicerone-Litte
raturen , thi Eneren er et Led i en Sum, de mange Eksemplarer
af samme Type kan konstituere en Helhed. Man kan bygge
Gader og Torve, ja hele Kvarterer af dem. Og her rører vi ved
det vigtigste Problem i hele denne Sag: Spørgsmaalet om de
isolerede Enheders Værdi contra Gruppedannelsernes, Helhe
dernes. Det farlige ved den gængse Cicerone-Metode ligger jo
deri, a t Enkeltværkerne fremhæves, et for et — og derfor let
vedbliver med a t være Enkeltværker. Historikeren hænger
E tiketter paa Husene, snart læser man: „en Harsdorff’e r“ snart:
„karakteristisk for 1745“, saa: „bemærk den antike Gesims!“
Der burde hellere lyde en Røst fra oven: „Vil De gaa ud af
Plænen, Sir!“ — den midaldrende Gentlemans Raab oppe fra
sit Vindue til den arkitekturstuderende Mr. Pecksniff (i „Mar-