i den smalle Gade. Begrebet „Fængsel“ er fortolket med Fynd
og Klem. Murenes Masse synes uigennemtrængelig, med et
uendeligt Perspektiv bagud. I nedre Stokværk styrkes den yder
ligere ved Opmuring af svære Kvadre; ogsaa den pragtfulde
Portals tykke Søjler er ombundne med massive Kvaderbaand.
De lave halvrunde Gavle over den nederste Række af Celle
vinduer ligner tilskaarne Brudstykker af Møllesten.
Denne uhørt stærke Façade kommer til at virke saa vold
somt, fordi den parre t med sin fredeligere Genbo — selv er
lukket inde. En Bue, der forbinder Domhuset med Fængselet,
stænger Slutterigade for hver Ende. Gaden bliver som en
Gaard, en indre Passage mellem Sidemure. Gennem de tunge
Buer lades vi ind i det farlige Rum — og ud igen, en alvorlig
Erfaring rigere. Hansen har benyttet dette Arkademotiv med
næsten diabolsk Mesterskab. Slige Arkader, der forbinder sam
hørige Bygningsfløje, kendte vi jo godt i Forvejen, Christians-
borgs Løngange er et Eksempel. Men her ved A rresthuset har
de faaet Form som Led i en bevidst malerisk Helhed. De be ty
der noget særegent — og det fortæ ller de: i Gangen oven over
Buen føres Fangerne fra Tribunalet til Cellen; og Buen selv
løfter sig som tvunget ind til Fængselets Forgaard. Hvor be
regnende C. F. Hansen arbejder, ser vi bl. a. deraf, at „Broerne“
udadtil, mod Byen, viser et festligt Ba'lusterrækværk foroven
(af den Slags, der ofte indfældes i borgerlige Husfaçader), men
kun indadtil viser den lukkede Gang, der vækker triste Asso
ciationer. Den hele A rkitekturgruppe er meget dramatisk. Og
italiensk inspireret.
Pa rtie t som Helhed er betinget af det barokke Italiens A r
k itek tur og beslægtet med dets mest typiske Gadebillede. Ti-