S_DetGamleKøbenhavn

Derfor staar vi os ved at blive Kubister, naar vi træder ind

i en Gaard fra Frederik VI’s Tid, f. Eks. i Vestergade. En „mo

derne“ Synsvinkel er ogsaa her den historisk frugtbare. Det er

sandt nok, at en synsmæssig Tilegnelse af Arkitektur over

hovedet kun er fuldt saglig i æstetisk Henseende, naar den

tager de abstrakte Værdier i Betragtning; men der er Grader

i al Ting. Klassicismen arbejdede ganske bevidst med strenge

plastiske og rumlige Forestillinger i Bygningskunsten. Vil vi

begribe den, maa vi umage os med at se med Arkitekternes Øjne.

En Baggaard i Bindingsværk med gule Roser etc. op ad

Murene er visselig mere umiddelbart vindende end vor graa

og smilløse Gaard i Vestergade. Den anses for kedelig, thi ingen

maleriske Smaatræk sysselsætter Fantasien og paakalder kære

Erindringer fra Sommerferiens Rejser, Barndommens Provins

eller fra Charlottenborgs Foraarsudstilling. Og dog — Skøn

heden er der, men den er fornem. Alene ved Sammenspillet

mellem Husenes Flader kommer den til Orde. Alt herinde er

saa fast og klart, uden Smykke, men sundt at se paa. Man lægge

vel Mærke til Hjørnet mellem Forhuset og Sidehuset, begge

af samme Højde. Der, hvor de to Bygningsblokke skulde limes

sammen, er der gjort et Skraasnit af Sidelængen, fra øverst

til nederst, kun et Laag er blevet tilbage øverst oppe. Under

dette staar det indgaaende Hjørne som et skarpkantet Luftrum

af Form som en tresidet Prisme. Saaledes kom der Lys og Luft

— noksaa kummerligt — til Fag i Gadehusets Bagfagade. I an

dre Gaarde, hvor der var bedre Plads, havde man ikke nødig

at hugge en Skakt ud i Hjørnet, tværtimod udfyldte man Vink

len mellem de to Husmure med et fremadbuget Parti, som en

Apsis. De ovale Spisestuer i Hjørnet til Gaarden hvælvede sig