56 / 133
sit Skema og sin klassiske Dyd. Den skarpt profilerede Dæk
plade hviler paa Knægte (Konsoller), der krummer sig som de
hulslebne „Knæ“ i spantbyggede Skibe; Formen er mærket af
det gode Haandværk, Knægten er gjort i ét, Stenpladen med
dens Klods ovenpaa hviler trygt. Det antike Triglyfmotiv, der
er skaaret ind i Krumfladen, viser os saa smukt, hvorledes Klas
sicismen ogsaa her forstod at gøre sig det hjemligt.
Og den udskaarne Portfløj er et Pragtstykke i den fuld
vægtige L o u i s - S e i z e .
Lad os aabne en af de tunge Porte, der giver Adgang til
Gaardene bag Vestergades Façader. Vi har tvunget den op og
gaar nu i en kort Tunnel, boret gennem Huset (Nr. 4, G a r v e r-
g a ar den) . En Afvisersten staar Vagt i hvert af Portrummets
fire Hjørner, de skal beskytte saarbare Kanter mod Vognhjul,
men vi føler dem ogsaa som bastante Mærkepæle: herfra og
dertil gaar Rummet; skønt kun en Passage har det ogsaa sin
egen Ret. Klassicismen ynder at slaa fast og at sætte Grænser.
Fra Portens bløde Mørke træder vi ud i et nyt Lys og bemær
ker i det, at Husets glatte Façade svarer til Bygningsblokke,
der er stillet sammen: et Forhus og et Sidehus. De véd det?
Utvivlsomt. Det gælder blot om at lade denne Kendsgerning
blive en Slags Oplevelse. Kubismens Malere — en Rude, en
Scharff — har lært os at fatte Skønheden i de rene Legemer,
— et Hus paa Bornholm, et Fyrretræ i Tisvilde. Massivet er
skrællet rent, Farven og Lyset og Skyggen forklarer det. Alle
rede Eckersberg, Klassicismens Lærefader hos os, saa Tingenes
rene Kerne, han havde renset sit Syn og fattede gerne det væ
sentlige. Ogsaa Arkitekterne i hans Tid gik ud fra en ren og
simpel Erkendelse af Husenes plastiske Helhed.
52