52 / 133
Skæbnested i Poetens By — det bitterlige og larmende og hand
lende København.
Efter Brandkatastrofen 1795 genopstod Vestergade endnu
prægtigere end før. Om dens nye Udseende behøver vi ikke at
læse, vi kan tage det ind med Øjet. Thi Gaden er forbavsende
velbevaret. Især den nordre Husrække udgør et af de smukke
ste P a rtie r i Klassicismens København. Og i den modsatte
Fagadeflugt har nyere Tids Indgreb dog ikke væ ret saa stærke,
at Gadens Helhed er gaaet i Stykker derved. Det vilde sandelig
ogsaa have væ ret Skade. Som In teriør betrag te t er jo Vester
gade af den største Finhed. Slaas der Huller i Muren omkring
et Interiør, hvad enten det er et Gaderum eller en Dagligstue,
eller smækkes der mægtige og grimme Skilderier op paa Væg
gene, gaar al Mening og Skønhed fløjten; In teriøret holder op
med at eksistere som Kunstværk. Et Værelses største Aktiv er
som bekendt en god Form. Vestergades Rumform er fortræ ffe
lig. Læser, hvis du ikke vidste det, da se paa Axel Nygaards
Tegning! Med sin vanlige sikre Indlevelsesevne h a r han fanget
Gadens Skønhedslinje og fæstnet dens bedaarende langelige
Rytme paa Papiret. Denne blide Kurve e r Vestergades gamle
Eje. Da Husene blev genopført efter Branden, bevarede A rki
tekterne dens Melodi. Og de spillede den helt igennem. I Ba
rokkens Fagaderækker var der nok mange Improvisationer,
høje og lave Huse vekslede, og mange Farver brødes i Billedet.
Men i Klassicismen hersker Kammertonen. Vi ser paa vort
Perspektiv, at Fagademe ogsaa bindes sammen foroven i Ge
simsernes lange, spændte Linje. Det er en Fryd a t gaa ind i en
saadan helstøbt Gade, føle dens Lukke omkring sig og mærke
Draget i den, som man skrider frem.
4S