102 / 425
95
En parlamentarisk Middag.
Punch
skulde ogsaa
have
parlamentarisk
Middag. Alle Gjæsterne
havde laget imod Ind
bydelsenundtagenFrede
Bojsen, der havde
maattet sige nej, da
han var bedt til Mid
dag hosBorch sen ius,
og Dø nnergaard, iler
varpaaForretningsrejse.
Inde i Salonen stod
Pttnch
selv i fuld Galla
foiat tage imod. Alle
Gjæsterne var Rigs-
dagsmænd
undtagen
GeorgBrandes, der havde faaetLov til atfølgesmedsinBroder
Eedvard.
Piinch
syntes nemlig, han kunde have godt af
et Maaltid varmMadnu, da hanikke fikStatsunderstøttelse,
og derfor havdehans gode Hjerte tilskyndet ham til at
optræde som Samaritan overfor ham. Desuden havde han
lovet at holde en lille literær Konference om de Østers,
der skulde aabne Middagen.
Efterhaanden samledes Gjæsterne i et Fællesudvalg.
Høgsbro bad
Pttnch,
omde ikke maatte spise snarest muligt,
da han skulde rejse samme Aften. Der var nemlig død en
Venstremand nede i Bulgarien, som han absolut maatte følge.
Desuden var Varmen saa betydelig, at Hørup begyndte at
smælte sammen med Skræder Holm, og Taubér kastede
graadige Blikke til den kjødfuldeste Del af Korsgaards
Legeme.
Punch
gav derfor Tegn til, at man skulde gaa til
Bords, mens han hviskede til Tauber, at der var serveret en
lille Valgfiæskesteg til ham, saa at han ikke behøvede at
gaa sulten fra Bordet.
Bordet var smagfuldt arrangeret. Alle Gjæsterne sad
paa Taburetter i Stedet for paa Stole, forat de dog en Gang
kunde føle, hvordan det gjorde, og Menuen prangede med
Østers, døde Torsk, Hundetampe,
01
og Sukker osv. Som
en fin Opmærksomhed mod Henning Jensen var der ingen
Kniv henlagt ved hans Kuvert, da han selv formentes at
medføre en saadan i Ærmet. Des værre var i asanernebleven
brændte, hvilket foranledigede Matzen til at protestere mod
den hedenske Skik at brænde de Afdøde, og Styhr og
Bjerre rejste sig fra Bordet, da Folkekirkens Gejstlige ikke
turde have noget med en brændt Afdød at gjøre. Dette
gav Hørup Anledning til at komplimentere
Punch,
fordi
han nu ogsaa havde sluttet sig til den frie Tanke, en Kom
pliment, han dog ikke mente at kunne modtage.
Forøvrigt blev den smukke og hjertelige Stemning kun
forstyrret, da Rasmus Claus sen bad Lars Dine.sen om
at række sig Agurkesalaten. Saa foer Hørup nemlig op og
protesterede imod, at der blev drevet hemmelige Under
handlinger bag hans Ryg. Endvidere forsøgte Oc tavi us
Hansen at holde Tale, men Liebe bad i samme Øjeblik
Punch
om at hæve Bordet, hvilkes han ogsaa gjorde, skjønt
Octavius protesterede og truede med at lade Talen trykke
næste Dag i
Politiken.
Efter Bordet samledes man ved Kaffen i et Udvalgs
værelse. Da flere af Landsthingets ældre Medlemmer trængte
til et lille Blund, blev Trier anmodet om at udvikle sine
Anskuelser om den politiske Situation i al Almindelighed,
men, da han først var kommen i Gang, vilde han slet ikke
holde op igen, før Leth tog Troen fra ham med et Fore
drag om sin egen Retsreform, der var meget bedre end
Nellemanns, og efter hvilken der skulde være en Jury, der
vilde blive den mest demokratiske i Verden, idet den ude
lukkende skulde vælges af straffede Personer, der som de
eneste rette Sagkyndige var bedst kvalificerede til at dømme.
Det syntes Hørup imidlertid ikke om, da han mente, at
man overhovedet ikke burde give Ministeriet Estrup enRets-
reform, der let kunde blive opfattet som et Tillidsvotum.
Men da Je. K. Lauridsen havde hvisket ham i Øret, at
i saa Fald vilde deres Ven Dønnergaard .Selvfølgelig strax
komme tilbage
for.atbrumme sit sidstespøgefulde Indfald af og
derefter indtage Pladsen paa Dommersædet, erklærede Hørup,
at saa maatteMinisteriet for hamgjerne udstede Letlis Rets-
reform som provisorisk
l.ov,hvilket ikke skulde forhindre
ham i at benytte den.
Paa dette Tidspunkt afbrødes Konversationen, da Liebe
erklærede, at han var vant til at komme i Seng til bestemt
Tid, hvorfor han maatte bede D’Hrr. indskrænke sig til
korte Bemærkninger som »God Nat« og »Tak for i Aften«.
Saa fulgte
Punch
sine Gjæster ned, og saa satte han
sig selv til at drikke Sodavand.
I Ve og Vaande.
f i
_
M \
ligsdags-S essionen, sn a rt til Ende,
M aa, ak ! v o r H ø r u p v ist erkjende,
G av h an s P restig e saa m angt et Knæk;
Og d et e r h am en tris t H istorie,
A t selv R e v is o r -N a v n e ts G lorie
Om T indingen er n æ sten væk.
Endog h an s allerb ed ste V enner
Med Sorg og R uelse bekjender,
At R evisionen v ar lidt sløj.
Det gik saa vidt. a t der v a r dem , som
Ej kaldte ham alene glem som ,
Men upaalidelig — fy, føj!
Da saa A l b e r t i uforfæ rdet
I K jøgekredsen nys m ed Svæ rdet
Gik H elten selv p aa L ivet løs
Og i en Holmgang ham g en ered ’,
H an ikke blot blev alte reret,
Nej, h an blev ligefrem nervøs.
U ventet M odstands strid e Bølge
Den S tore m ødte, og ifølge
Sin slem t choleriske Natur-
Han arrig blev ved disse Kam pe
P a a alle disse »Hundetam pe«,
Der nederdræ gtig la a p aa Lur.
Da h an des A arsag. en rageret,
I forrige Uge exp lo dered ’,
L etsindig i et svagt M inut
Gik utilbørlig over G ræ nsen,
S aa viste L ieu ten an t K r i s t e n J e n s e n
En »Taalepan« ham resolut.
Han tav nu vel i Ø jeblikket,
Men yderligere beklikket
Blev h an s P restige, den stak k els Fyr.
Og Stillingen blev ej fo rsø d et
F or T aleren i F redagsm ødet
Med h an s B efæ stnings-E ventyr.
Thi K o r s g a a r d d er tog »Pusten« fra ham -
»Hvad i A lverden g aa r d er a ’ ham ?«
S aa tæ nkte H ø r u p i sin Kval.
Men at lians F einte, saa fint m ask eret,
Vor ganske nydelig p areret.
Det sa a den slagne G eneral.
Og m ed en Ræ dsel let fo rstaaelig
Han tæ nker paa en uun dg aaelig
Og b aad e h aa rd og b itter Kamp
P a a K jøge-K redsens V alg-T ribuner,
Hvor h an vel ser i fæle S yner
Sig som Objekt for — »Hundetam p« !
Hermed
følger et
illustreret Annonce-T illæg.