106 / 425
99
Glædestraalende spankede
P unch
saa ud i Bred-
gad« med Professoren, der kun nød fire røde Snapse
under Vejs. Det var for at blive mildere stemt mod de
Radikale, sagde han. Saa begyndte Overhøringen.
Hørup var først oppe. Det var nærmest for at
give ham noget alvorligt at tænke paa, da han ellers
sad og gjorde Mudder i Klassen. Han blev hørt i den
femte Regningsart, den saakaldte „Revision“ ; men da
det viste sig, at han ikke kunde finde det ubekjendte
X i K amm er ch efen s hemmelige Fond, blev han
strax rejiceret og maatte forlade Examensbordet som
en plukket Kjøge-Hane. A f Barmhjærtigkedsliensyn og
efter indstændig Anmodning- fik han dog endnu et
Spørgsmaal. Det var i Naturhistorie. Da han heri
gav den interessante, højeste Oplysning, at man under
visse Forhold kan faa Vandskræk af at bid’s med
Hundetampe, blev Censoren saa henrykt, at han øje
blikkelig drak Dus med ham i „Smaa Sorte“ , og oven i
Kjøbet tilbød sig som Straamand, naar han et til
strækkeligt Antal Gange havde „gjort sig værdig“
dertil ved at „sidde den a’“ .
Saa kom. E ed v a rd . Han oplæste sin danske Stil.
Det var en dramatiseret Sang-Kreds over Motivet: „En
uhyrlig En paa Statskassen“ og med Refrainet: „Den
skal ha’ Fødder at gaa paa“. Men der maa have været
noget galt ved Eedvards Fødder, for da Examinator
vaagnede, laa Eedvard paa Profilen; og saa var han
dumpet.
K o r s g a a r d var oppe i Regning. Han kunde tælle
lige til 50 Millioner; men uheldigvis faldt Censor under
Stolen af Grin. Det kunde altsaa ikke afgjøres, om
Examinanden virkelig var i Stand til at regne den ud,
eller om han var et almindeligt grovkornet Spøgelse.
S ty h r blev hørt i Kulturhistorie og fik øjeblikke
lig
ug
af Censor, da han erklærede, at Ligbrænding er
en hedensk Skik. Det er nemlig Censors uforgribelige
Mening, at det menneskelige Legeme er bestemt til at
opbevares i Spiritus.
Je p p e T an g slap uhørt igjennem; artige Elever,
der har faaet.
ug
i Sædelighed, kan man jo ikke gjøie
Fortræd!
Saa kom . . . ja, saa kom der ikke tiere. Da
Punch
raabte „den næste“ , slog Klokken nemlig den 1ste
April, og saa var hele Skolen i Opløsning. Fløjtende
og visnende og forhandlende, men allesammen grinende,
mylrede Flokken gjennem Bredgade ud ad Valg-
tribunerne til.
„Skaal!“ sagde
Punch
til Censor; „lad Dem bare
løbe. De behøver ikke vo r Hjælp til — at dumpe!“
K É B
GodJflopgenUdgaveaf
DANMARK
¿tolilu
H,
Ivor Nevaen vander den russiske Jord,
Naar inte er tillagt dens Vande,
Blev missliebig en Journalist fra Nord,
Der skrev sig fra Dannemarks Strande.
O, husker du L iitk e n , den herlige Fyr,
Hvor han hængte i som en Burre,
Mens han holdt i »Politiken« Styr
Uden at knurre?
Jo, vel kan vi mindes, han blev en Dag
Ved Holmens Kanal exkluderet,
Og ved sit Royale« Sindelag
I Rusland han blev interneret,
Skjønt han dog var skjønnest i Danmark.
I Rusland drev han for koldt Vand og Lud
Sin korresponderende Virken,
Til han blev af Slavernes Land heldt ud,
Som her Steds af Slavekirken.
Dog, hvad kan det nytte en Evropæer,
A t han over sligt vil sig græmme,
Især, naar han veed, at hans Brødre her
Lader som hjemme?
Saa tog han Billetten til Danmarks Øer,
Og blandt Kjøbenhavns Liberale
Som den »uafhængige« R edaktør
Man hørte hatn skrive og tale:
Jeg tror, her er skjønnest i
D anm ark.
I Danmark har han nu grundet et Blad,
Og
D a nm a rk
det fører i Skjoldet.
Det udlover
Bonus
som Lokkemad
Til hvem, der har Mod til at hold’et.
To vældige Prøvenumre udkom
Saa grønne som Knopper om Vaaren,
Der bragte en lovende Leder om
Nøglen til Gaarden.
Ja, saadan i
D anm ark
en »dybtfølt Trang«
Og »dyrebar Interesse«
Blev hævdet af L iitk e n , som højlydt sang
I sin »uafhængige« Presse:
Jeg troer, der er skjønnest i
D a n m a rk !