109 / 425
1 0 2
Den sølle D äne, som fo rtjen t,
F ra B rum m en s tran g e G itter
Da ta n talu sisk -e d d e rsp æ n d t
Mod K ongens N ytorv title r,
Mens M agistraten , som en m ild
Men stre n g t retfæ rdig H erre
P a a h a n s G esun d heit tøm m e vil
E n B ier i d ’A ngleterre.
Kongens Nytorv-Tivoli-Frederiksberg.
Vi nem lig h a r en M agistrat,
D er sv æ rt e r m ed p a a N o d ern e:
B estan d ig lø b e r den g rassa t
I Ø l-U dskæ nkningsboderne;
Og b la n d t B evillings-E jere
D en h æ rje r og d en b ræ n d e r,
M ens i fo rb u d te B ajere
D en v a sk e r sine H æ nder.
E n stak k els V æ rtsh usho ld er, d er
H ar in g en S enge staa en d e ,
Jo im m ervæ k i V inden er
F o r a t h a ’ S pillet g aaen d e:
Sin h alv e L iv stid v a n k e r h a n
F o rtv iv let ru n d t p a a G ulvet
I d et Gæ stgiveri, som m an
Til daglig k ald er »H u llet« !
H e r r e n : Mig F orlov, K onduktør? G aar d en ne S p o r
vogn til F re d e rik sb e rg ? Ja, vil De sa a sæ tte m ig af
i Skovbogade oppe hos F risø ren p a a første S al? Jeg
sk al sige Dem, jeg skal klippes. Ikke fordi jeg egentlig
træ n g e r til det, m en jeg p lejer nu altid a t lade m ig
klippe en Gang om M aaneden. K an De b y tte en H alv
h u n d red ek ro n ese d d e l? N aa ikke?
J a , je g h a r kun
5
Ø re hos m ig. s a a kan jeg skylde Dem de fem — —
H vad for N oget? K an De ikke v æ re tje n t m ed d et?
J a , m en jeg skal jo k un til Skovbogade, s a a e r d et sgu
d a h e lle r ikke m ere end rim elig t, a t jeg k u n b e ta le r
h a lv P ris. (Ind i Vognen, sætter sig paa Skjødet af en
svær Madam.) Om F o rlad else, lille F rø ken, je g sa a sgu
ikke, a t d er sad Nogen. Men det skal De n u ikke b ry d e
Dem om , je g stød te m ig ikke. — —
E n Ting m an dog b ø r h u sk e p aa
Som T rø st i L iv ets F æ rd en :
At al Ting k an m ed L odder gaa
I d en ne søde V erden.
F ra P en ge- og B evillingstab
K an m a n en d nu sig lirk e:
L idt V enskab eller F æ ttersk ab
K an altid k raftig virke.
Og, k n ib er d et endda, — n u vel
E n driftig M and fo rskræ kk er
D et ej n a a r blot h a n h a r det Held.
At h an p aa T ysken b ræ k k e r:
H an b a re en P la k a t la ’er s ta a
B landt
01
- og S nap se-S latter
Med d en n e T ry llefo rm el p a a :
» H i e r s p r i e h t m a n D e u t s c h ! « — d et b a tte r !
D u d an sk e M and! E n S naps er ra r,
E n B ajer er det sam m e;
N a a r m an dem from t bag V esten t a ’er,
B li’e r m an jo F y r og F lamm e.
Men d et e r ikke m in d re san dt,
At Ve d en P ud senm ag er,
D er v il tra k te re pr. K on tant
Med d isse ra re S ager!
Mig F orlov, m in H erre, er d et ikke P ed d e rsen fra
R egn eg ad e? — — Ikke d et? Det er d a s to ra rte t, sa a
De lign er ham . D et e r ligefrem , som m an s a a P ed d er-
(En Omnibus holder paa Kongens Nytorv. E n H erre
nærmer sig med afmaalte Skridt, venter, til Omnibusseh er
et Stykke nede ad Østergade, giver sig til at løbe, vinker
ad K onduktøren.
Omnibussen standser, H erren standser
ogsaa.
Omnibussen kjører videre. K onduktoren bander,
H eren løber igjen, kryber op, stikker sin Stok ind i Øjet
paa K onduktøren.)