Previous Page  105 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 105 / 425 Next Page
Page Background

98

Ved Hjemsendelsenc

O e r er et gammelt, sandt profetisk Ord,

Som lærer os, at hver en Fryd, vi kjende

Paa denne højst omskiftelige Jord,

Vil, tidlig eller sent, en Gang faa Ende.

Den højeste Oplysnings Blus i Nord

Vil ogsaa een Gang høre op at brænde;

Om nok saa ivrig Tiden ud man haler,

Faar Ende

s e lv T

u t e in s

o g H

ø r u p s

Taler!

Ja, det er højst bedrøveligt, men sandt,

A t Folkethingets Timer ere talte;

Dets ordentlige Samlings Tid forsvandt,

Snart slutter »Tidenden« sin sidste Spalte,

Og de Diæter, Thingets Lemmer vandt,

Snart vandes skal med Vemodstaarer salte;

Thi det er ikke vist, at de, som drage

Med Byttet hjemad, kommer mer tilbage.

Det lader sig des værre ikke skjule,

A t i det Valg, som snarest forestaar,

Vil mer end een af Venstres løse Fugle

Med Galgenhumor faa sit Banesaar;

Og for Enhver, der har en lille Smule

Medlidenhed med Næstens trange Kaar,

Bh* Grund til at bejamre den Menage,

Der opstaar ved en tabt Revisor-Gage.

Dog, hjem til deres Vælgerfolk de dampe,

Og i et halvt Aars Tid er her man fri

For Anfald af den slemme Latterkrampe,

Man faar saa let ved deres Kjævleri,

Især naar Gammensord som »Hundetampe«,

»Spidsborgerskab«, »forraadt Demokrati«

Og mer af samme Slags for Dagen lægger

Det Frisind, som har Plads i Venstres Rækker.

— Men det, som Folkethingets Dagværk kroner

Og fryder hver en trofast Demokrat,

Er de » h a l v t r e d s i n d s t y v e Mi l l i one r «

I »Ove r skud« , det skaffed’ Folk og Stat!

— Pas

p a a , e n d o g s a a H

ø r u p

d e t

forsoner,

A t den, der holer h a n s Revisorat,

Hvor meget han end herpaa sig beflitter,

D en Regskabspost dog he l l e r i kke hitter.

I Examenstiden.

Tænk Dem noget, der med utænkelig Part skyder

gjennem Tid og Rum. Tænk Dem f. Ex. en ny ind­

studering paa det kgl. Theater, hvor en halv Snes

Stykker paa een Gang signaliseres i Blochposten, for

at man desto hurtigere kan undgaa at faa noget af

dem færdige. Eller tænk Dem en O c ta v iu s H a li­

sen s k Tale, der er bleven m islieb ig i Landsthin-

get, før den er holdt, og som med en saadan Eart

slynges ud i Integade, at den som en flad K lat bliver

hængende i „Politikéns4' Spalter. De vil da kunne

danne Dem et svagt Begreb om Deres Ven

Punch

, da

han forleden stormede Byen rundt for at finde en Censor.

Der skulde nemlig være Examen. Det vil sige en

Slags Prøve-Examen; den rigtige kommer først bag­

efter. Skoleaaret var ude. Bygningen ude i Bredgade

skulde snart staa tom og vente paa det nye Hold.

Det var derfor baade humant og hensynsfuldt at lade

de afgaaende holde Generalprøve, inden de skulde

staa Skoleret for Vælgerne. Inspektøren, Hr. H øg s-

b ro , havde dybt bevæget takket

Punch

for den humane

Idée; han er nemlig bleven svært godmodig, siden han

har paadraget sig en Svagelighed ved at rejse rundt

til afdankede Venstreføreres Begravelser Man siger

endogsaa, atRepræsentations-Anstrængelserne ved disse

Lejligheder er falden ham sa a slemt for Brystet, at han

jævnlig maa ty til „Klokken“, naar han taber Vejret

under Forhandlingerne.

Men nu gjaldt det om at finde en Censor, der vel-

villigst vilde kontrollere Overhørelsen.

Punch

var hos

samtlige Redaktører; men de var alle mer eller mindre

ansatte som Pedeller ved Anstalten og havde hver sin

Elev at passe; han skulde naturligvis have ug og

hver af de andre mdl., saa det vilde ikke blive nogen

egentlig upartisk Bedømmelse. Derefter løb

Punch

om­

kring til Theaterdirektørerne, men de erklærede alle,

at de ikke længere havde Forstand paa at bedømme

Farce-Præstationer; det var en Kunstart, der paa alle

rigtige Theatre var gaaet af Mode, sagde de. Det

hjalp ikke en Gang, da

Punch

forsikrede dem, at Far­

cerne ude i Bredgade for det meste var bedrøvelige.

Naa, og alle de private Folk, som

Punch

forsøgte paa

at overtale, vægrede sig energisk ved at optræde som

Censur morum

for Politikere; de paastod ligefrem, at

det var Folk, der endnu ikke havde lært

mores

, og

det kunde der jo være Noget i.

Med sædvanlig Snarraadighed greb

Punch

saa til

den praktiske Udvej at engagere et Bybud i Timevis.

Manden fik Professorklæder paa og annonceredes som

Førsterangs-Censor i alle Byens Musikhandeler. Der

var Methoden nemlig kjendt og skattet fra tidligere

Virksomheder, naar det gjaldt om at levere Første­

rangs-Virtuoser til filharmoniske eller andre Over­

raskelseskoncerter.