S_Punch_1892

178

G ru n d lo v sd a g en .

JL/anmarks evigglade 5te

J un i over Scenen drog

Uden Sjov og Fanetog

Eller Talere, som skjæmte-

fulde deres Folder slog

I et yppigt Blomstersprog;

Ak, nu sad de indeklemte

I en stille Søndagskrog

Under Helligdagens Aag

Og paa deres Visdom gjemte,

Mens den lidet festlig stemte

iin b l a d s

Sværte kom

Kog.

Dog Naturen her til Lands

F ryg ted ’ ikke for at bøde

For begaaet Helligbrøde,

Den var mødt

al sin Glans:

Solen gav sin Solodans

I den aarie Morgenrøde,

Og for Danserinden strøede

Skov og Enge Krans ved Krans;

Paa F r e d s b e r g man skummed’ Fløde

Af det 01, hvorpaa til Vands

ø r u p

gik,

o g

som Finans-

kassens Væren skal forsøde.

— Dog, som en forsinket Svale

P'ejredes paa Wo d r o f f l u n d

En Slags grundlovsfestlig Stund,

Hvor de Herrer »Li be r a l e«

Brugte tappert deres Mund.

Hertil var der gyldig Grund

For »Hs. M a j e s t æ t s l o y a l e

Op p o n e n t e r « , hvem en sund

Tanke drev til Kongens Sale

Som forlorne — Radikale.

— Men ved

a l k e n s t je r n e s

Tale

Tog man sig et billigt Blund.

I H ju le ferien .

»Fineste Cycler, prima Varer! . . . Værs’artig! —

Eneste tilladelige Befordringsmiddel i vort hjulbenede Aar-

hundrede! — Lad rulle, mine Herrer, Saisonen er ude! . ..

Værs’artig!«

Skove og Enge duftede, Solen brændte og

Punch

raabte. SomPræsident for Foreningen til Landlivets Fremme

saa han med en vis Respekt den nye Agurketid i Mode,

og derfor vilde han nu skaffe sig af med de gamle. Med

Favnen fuld

afCycler og et opmuntrende Smil i An-

sigtet hilste han paa de Lysthavende,da de kom styrtende.

Ferst kom den første af dem. Han lagde Haanden

affabelt paa Nøglen, da han bukkede, for han var Kammer

chef. Der var rigtig nok ogsaa Folk, som paastod, at han

blev Cirkus-Direktør, naar »Foraaret kommer«. Men det

var kun en Skose til Festballetten, der skulde have været

til Ære for dekgl. Kroner, men som nok ikke blev til

Ære for de kgl. Krohner. Man sagde, at den nærmest

var en Vand-Pantomime, der gik paa Melodien »den lille

Pietro«, og hvori Balletarrangørerne selv besørgede Vand

gangen til ordinære Pricer.

Men den Slags Insinuationer

gjælder kun tilVands-Beck,saa længe Balletten har Hr.

Beck til at ride»Stormen« af. For Resten er det Hele

ikke noget at gjøre Blæst af, — naar blot »Foraaret ikke

Turde jeg anmode om

en Cycle, Tur og Retur

til Whistbaden, sagde

Kammerchefen. De kan

være ganske rolig, jeg

skal ikke falde oven af

den, for jeg er vant til

at holde Under-Ballance.

— Skulde De samtidig

have en Dame Bicyclette

til Paris, vil De kunne

glæde mig i mit hemme

lige Fond . . . i mit

Hiærte, vilde jeg sige.

Min stakkels Primadonna

er saa overanstrængt, hun

har sunget to nye Partier i Vinter!

Flar De ellers udrettet noget? spurgte

Punch

Ja, bevares! — Jeg har saamænd spillet et helt Stykke,

der gjorde Lykke, . . . men hvad giør man ikke for »den

kjære Familie«? — Saa fik han en Cycle.

Gaa af! sagde

Pimch.

Det kan De selv være! sagde Chefen. Nu ruller den

godt igjen. Vil De hilse den kjære Familie og Gamle-

hørup!.. . Vi ses igjen til Efteraaret.

Væk var han.

Ærbødigste Tjener, sagde den næste. Mit Navn er

Nej virkelig? svarede

Punch

. Ja, man hører

jo saa mange underlige

Ting.

De er maaske

Taskenspiller?

Paa en Maade; jeg

kan baade lade Kroner

og Ører forsvinde. Men

man har jo »forraaaende

Venner«! For Fremtiden,

giver jeg aldrig mere

»Før Bryllupet«, . . .

for nu skaj. det hedde:

»Efter

Guldbryllupet«.

Jeg lover Dem loyalt, at

jeg skal beflitte mig paa en bedre Herman Vandel! —

Professor.

kommer« igjen til Efteraaret.