191 / 425
183
Af Operanyheder kan foruden »
H e x e n
« — nævnes
'‘D e n hvide D am e«, »C avelleria rusticana
«,
»Figaros
B ry llu p
«,
»C avalleria ru s tic a n a
«,
»Kongen h a r sagt
det«,
»C a v a lle ria ru stican a
«,
» Vilhelm Te Ih ,
»C avalleria
ru s tic a n a
< o. m. il.
Af Balletter har man af Hensyn til det fremrykkede
Tidspunk ingen givet, men Kammerherren deltog personlig
i Festballet i Anledning af Guldbrylluppet.
N y M in ister.
Det var en af Guldbryllupsdagene.
De dejlige Guldbryllupsdage.
Punch
kan ikke tænke
paa dem uden at blive vemodig over, at de er omme.
Alle sine gode Bekjendte fra Provinserne saa han i
Besøg; alle de dejlige Taler han hørte af Klein, og al
den dejlige Mad, han spiste hos Fru Nimb! Og saa
festligt, som al Ting var. Nu Fru Nimb s kolde Bord
for Exempel. Der var ikke en almindelig lille, varm
S e t og saa de almindelige kolde Lavsammen’er, der
ser ud af en hel Del og saa egentlig ingen Ting er. Nej,
det bød paa Delikatesser som
Hummer med Udsigt,
à la
Højbroplads
Beouf
à la
Cohn med Guirlander og Vimpler
Dekoreret Lammebagfjerding
a
la
Klein
A al
à la
Kejser Wilhelm
Arme Riddere
à la
Claus Berntsen.
Og saa om Aftenen at kunne sidde udenfor „Guld-
kuren“ og nyde en Gjenstand og se paa det elektriske
Lys — se ved det kan man jo ikke — uden at jages
hjem af en Betjent, for de var altfor optagne.
Jo det var rigtig nok noget for
Punch.
Men trods alt glemte
Punch
ikke at tænke paa
Fædrelandets Velfærd. Han glemte ikke, at der var
en vigtig Sag, der laa for og skulde afgjøres.
Ikke Grønttorvesagen. Den ligger nok for, men
den skal ikke afgjøres, for, blev den det, hvad skulde
saa Borgerrepræsentanterne snakke om, hver Gang de
kom sammen.
Heller ikke Statstrykkerisagen. Den er nemlig af
gjort. Det skal F e r s le v have. Hvorfor? Veed
Punch
det? Nej ; hvorfor har
Aftenposten
ikke Abonnenter nok?
Udenrigsministerens Post skulde besættes; det var
Sagen.
Men hvem skulde man tage? Der var baade nok
og ingen til det.
Det var baade
Punch
og Fru
Punch
enige om, da
de en Aften — den Aften i Guldbryllupsdagene — sad
og drøftede de mulige Kandidater.
„Jeg holder paa P e te r H an sen ,“ sagde Fru
Punch
,
„han kan saa godt med de fremmede Ord.“
„Jamen han kan ikke dansk, og det forlanges dog.
Nej hvad siger Du om R an tzau . Han har dog et
adeligt Navn, og han staar sig saa godt med Tyskerne,
for dem har han laant alle sine Viser fra.“
„Nej, vi skal have en rigtig Kavaller, en, der er
inde i alle Etikettespørgsmaal, — en, der kan lede det
hele!“
_
„Konsul A r en tzen. Aa ja. Han har ikke saa lidt
Façon. Men Ledelsen — husk, hvordan det gik „Ca
sino“ sidste Saison.
„Casino! Du siger noget. Tror du, naar vi beder
So fu s B ir c k . . .“
„Men faar vi mon Th eod o r A n d e rsen til at staa
bagved? Næppe.
M e n
hvorfor just et Theatermenneske,
hvorfor ikke et Musikmenneske. Udenrigsministeren
skal dog repræsentere os i den evropæiske Koncert.“
„B e n d ix skal være en dygtig Dirigent.“
„Hvem siger det?“
„B en d ix selv!“
Ôgsaa han forkastedes, da lian ikke var repræsen
tativ nok. Og lige saadan gik det med de andre, der
kom paa Tale1; Brygger Ja c o b s e n var ikke diplomatisk
nok, A b rah am s ikke dekoreret nok, T ie tg e n fo rsto r
og S c h e ib e le in forfalden.
Kun en fandt Naade for Fru
Punch’s
Blik, og
Punch
var naturligvis saa meget af en R e ed tz — nej af en
P e r Tot, at han gav Fruen Ret.
Hun holdt paa, at
Punch
selv burde være Uden
rigsminister; hun skulde nok hjælpe ham med det.
Han var populær, han kunde repræsentere, han havde
højtstaaende Velyndere, han havde, kort sagt, hvad der
skulde til.
Men se, om det blev
P unch!
A k , h v o r fo rand re t!
J )
Tratera! Tratera! — Trommelom, bum,
bum!
0, lyt til de magiske Toner,
Som kalder det lyrisk Publikum
Til Fest under Løvsalens Kroner! —
I Pintsen, da
Punch
gjennem Skoven drog
Med Cycle-Tricots under Jakken,
Han yndefuldt vælted’, mens dybt han tog
Sin Hat af for
Dyrehavshakken
,
Men let han sprang op og fik Hatten paa,
Og Taarerne pipler i Øjet;
Tbi Mindernes Gjenfærd, dødningeblaa,
Hel sælsomt blandt Teltene spøged’.
Som Skrigeballon og »Kohorn« det klang,
Da vildt, medens Skyerne gløde,
Med skingrende Hvin og Deliriums-Sang
De hylede »Bakken« til Døde.
Der var jo en Tid — den er længst forbi! —
Da alle de hylende Sjæle
Som »Alt, hvad der duer i Norden«, hangi
For Sangfugle-Koret at kvæle,
Da Folk strømmed’ til, og da Sjov og Grin
Blev anset for »frigjort« Lebendighed!
Men ak! — nu er alle de hvæsende Hvin
Kun midasforgyldt Elendighed!
De Blaar vil nu slet ikke mer gaa i Folk,
Som
H—g J.
trækker af Munden,
Og fra
Mester Jakel
som Kunstens Tolk
Er hele Prestigen forsvunden:
Hans Arving:
det frie Theater
gik
»En Bryllupsnat« ganske rabundus,
Mens Eedv a rd dets Stumper i Halsen fik, —
Sie transit gloria mundlis.
|Hvor er nu den Tid, da saa tidt ved en Smavs
Sit Frisind paa »Bakken« man luffede?
Kanonjøden
tog sig fra Bælum Reisaus,
Og Gaml ehø rup forduftede:
De vandrende Lirekasser ej mer
Hans »Væk fra die Festung« faar smurte! —
Ja, selv ej de hvide Rot t e r man ser,
For nu er de bievne smaa sorte!
Der skriges og hyles, det bedste man kan;
Man fnyser, — men
hva' kg,' det nytte
?
Man raaber saa længe i Skoven, til man
Faar Svar og saa skyndsomst maa flytte.
Men, naar saa de Staklers Geschäft er forbi
Og »Bakken« er jævnet med Gruset,
Saa smager det altid af Bakke, naar de
Bli’er henvist til
Bakkehuset.
Med
dette
Nurner følger et
illustreret Annonce-Tillæg.