270 / 425
262
„Danmark“s Undergang.
Frit efter Grundtvig.
Um
„Danmarks1
Meriter der lød en Sang
Saa drøvelig,
Dens V andring i Livet blev inte lang
Og følgerig.
„Danmark“
var fredløs i Sommerens H ed e;
Skjønt d et med Løfter om
Bonus
var rede,
Slet Ingen dog reves om
„Danmark“.
D et voldte hver Spalte, saa sprøjtefuld
Af bare Vand,
D et voldte den Mangel, der var p aa Guld
I
„Danmarks“
Land.
Mange om Skylden og Flere om Skaden;
Slem Konkurrence d et havde paa Gaden,
Hvor aldrig man reves om
„Danmark
“.
Den smaa A n d ré L y tk e n som Redaktør
Var „
Danmark“
værd,
T h i snart var han Dansker m ed Næb og Kløer,
Snart »Evropæer«,
Ak, men i Dans efter Publikums Pibe
Snart for den Smaa d et begyndte at knibe;
Thi slet ingen reves om
„Danmark
“.
Som Viking fra
„Danmark“
d et var hans Maal
Sig op at slaa,
Hvorfor han hjemsøgte med B rand og Baal
F
ontainebleau
!
— Ringe var Pundet, og faa kun dets R enter;
Men endnu færre var dets Abonnenter.
Kun Rykkerne reves om
„Danmark“.
Udgiverne af deres Industri
Fik Underskud.
T il sidst kunde H
eimann
nok inte li’e
At punge u d ;
Derfor han stopp ed ’ for Bladets Kontanter,
S aa d et gik ud lig de rodløse Planter,
Der jevnlig krepere i Danmark.
Fo rgangen er et og et halvt Kvartal
I Sorg og Nød,
Før „
Danmark“
fik E nd e paa al sin Kval
Og fandt sin Død.
Dets Abonnenter, som m aa sig husvale
Omme hos
Ferslew
i hans »nationale«,
De Stakler m aa græde for
„Danmark
“ .
Fru Juliane P etersen:
God Dag, søde Fru Schrøder,
jeg kan formelig misunde Dem, det kan jeg virkelig, fordi De
lever saa rolig og fredelig her, som omDe var gaaet i Kloster
i Vallø eller Væmmeligtofte naar jeg undtager, at Spækhøkerens
Datter spiller Skalaer nede paa første Sal, og at Urtekræmmeren
læser højt for sin døvstumme Kone paa tretlie, og at den
Barbersvend, der vil uddanne sig til Tenor, synger »En nyfødt
Sol« ved Siden af og saa at der jo er et lille Barn, der græder
paa fjerde Sal og en Rejekone paa Gaden og en Liremand i
Gaarden og en lille Hund, der vil ind nede i Stuen, og saa er
der jo ogsaa altid lidt Spektakel af Vogne og saadan, men De,
som jo kun kommer saa sjældent ud, maa da ogsaa have lidt
Opmuntring og Afvexling, og som sagt, jeg misunder Dem
virkelig, fordi De har det saa rolig, og De har jo ikke andet
at tænke paa end salig Schrøder, naar De bare giver ham
en frisk Krans og lidt Vand en Gang imellem, men det er
sandelig ikke saadan, naar man har saa meget at tage Vare,
navnlig nu i denne Tid, da Theatersæsonen allerede er begyndt
at begynde, før den egentlige Sæson begynder paa Kasino,
og man maa jo ogsaa en Gang imellem i Sirkus Sjumand og
i Tivoli og til Beduinerne, som bare har den Fejl, at der er
Hul paa deres Kaffepose, hvorfor det ikke er saa løjerligt, at
de faar Mavedans, som jeg for Resten ikke fik at se, men som
formodentlig er noget lignende, som vi kalder Diarrhoé paa
Dansk, men hvad der jo næsten er endnu alvorligere, det er
at tage mig lidt af Ambrosius’s Opdragelse, for De veed jo nok,
søde Fru Schrøder, at han gik ud af Latinskolen nu lige før
Sommerferien, for Ambrosius kundejo ikkebillige depædagogiske
Principer, som blev lagt til Grund for Undervisningen, og derfor
blev Bestyreren krakilsk og nægtede at lade ham komme op i
en ny Klasse, og saa indgav jo Ambrosius sin Demissiong, som
han kalder det, og nu maa vi jo se at faa ham anbragt i et
eller andet, og De kan tro, jeg havde en haard Dyst med
Petersen, som vilde have, at han skulde gaa ind i Forret
ningen og gjøre i hvide Varer ligesom sin Fader, men det kan
De da nok forstaa, at jeg sattemig imodmedHænder og Fødder,
og nu vakler vi imellem, omhan skal være Premierløjtnant eller
Tenor ved det Kongelige, som jo er blevet saa moderne i den
sidste Tid, og foreløbig har vi kjøbt en Bajsikkel til ham, som
jo altid kan blive ham til Nytte i alle Livets Forhold, og det
er jo Meningen, at han skal uddanne sig til at sætte Rekord ved
at kjøre rundt om Jylland eller ialfald Sjælland eller Amager,
men endnu er han jo ikke kommen videre end til at øve sig ud
af Strandvejen, og han klager over, at Folk er saa slemme til
at stille sig i Vejen for ham, naar han kommer susende i fuldt
Firspring, og saadan var der forleden en gammel døv Herre,
der gik lige, hvor han skulde gaa, uagtet Ambrosius ringede
med Klokken, og saa kjørte han naturligvis paa og væltede
med Bicyklen og forstuvede den allernederste Del af Ryggen, og
i den gamle Herre fik nok ogsaa nogle Skrammer og Lægsjoner,
i men det kan saadan en gammel ondskabsfuld Knægt jo ogsaa
have godt af, naar han ligefrem gaar ud paa at sjikanere et
stakkels ungt Menneske, der ikke har gjort ham noget og bare