274 / 425
266
Jtiundt om paa Jorden man hører kun Klage
Og Hjertesuk over de gale Tider:
Ingen Ting er som i gamle Dage,
Men Alt vender ud sine vrange Sider.
— F ø r traf man tidt en habil Journal,
Som le v e d ’ af Selvmord et helt Kvartal,
Men nu kan indenfor Pressens Ramme
Man træffe paa Blade, som dø er af det samme.
F ø r Venstres Fører lod Tallene tale
Og pukked’ paa Mængden med Truen og Trodsen,
Mens
H
ø r u p
og alle hans Radikale
Sig kasted’ paa Maven for Flertals-Kolossen;
Nu staar Evropæerne paa Vagt
Mod Flertallet som »den b r u t a l e Mag t « ;
I Stedet for Tallene tror de nu bare
Paa „
L u c ife r
“ og hans Engleskare.
F ø r var Fyrst
B is m a r c k
parat til at blæse
Hvert P a r l ame n t og dets Flertal et Stykke;
Da gav han de tyske G e s a n d t e r en Næse,
Naar ikke de lystred’ hver K an tsle r-N ykke .
N u hører man ham docere saagar,
A t P a r l ame n t e t en Villie har!
Og
p a a C a p r i v i
han
r y g e r i
Totten,
Fordi man i Wi e n har holdt sig paa Maatten.
F ø r havde
,,B e rlin e r Tageblatt
“ Rollen
Søm Ekko til ,,
Politiken
“ at lytte;
N u
siger det
H ø r u p
om Fæstningsvolden
Og Middelgrundsfortet, hv ad det kan ny t t e .
Kort sagt: Imellem No r d k a p og S p r e e
Kan daglig man omvendte Forhold se;
Éndogsaa paa I n t e g a d e s Felter
Noteres en omv e nd t »Sammensmelter«.
E t eneste Arnested nærer dog stedse
Sit gamle Princip med Troskabens Flamme:
Det er Hr.
F e r s l e w s
Vi kt or i a - Pr es s e ;
Thi den bliver evig og altid den samme.
Og Enden paa Byens Aviser bli’er
Bestandig dens endeløse Papir;
Ja, selv den Gang „
Danm ark
“ gik nys til Grunde,
Strax redded’
F e r s l e w ,
hvad reddes kunde.
Den forsorne Son.
( V E n fa n t p ro d ig u e.}
Tragisk-humoristisk Pantomime i 3 Akter
Unge
l }jerrot
er saa ung. Jo længere han lever,
desto yngre hiiver han. Det er netop aet komiske vea
ham; forResten er han Bonvivant. Han er oven iKjøbet
s a a ung, at han ikke kan have rigtige Forældre, men
kun Bedsteforældre. Mo’er B en th e im og Fatter
G eo rg hedder de; men man kalder dem ogsaa „den
rare, gamle Pjerrotfamilie,“ fordi de nok er uhyrlig
drevne i at gjøre sort til hvidt.
Aa, saa de Gamle holder af lille H o lg e r , — det
er unge Pjerrots ICjælenavn. Det klukker i dem af
Stolthed, naar de fra deres Inte-Vinduer ser ham løbe
og „lege Allerhelvedeskarl“ ude paa Satory-Sletten; og
de danser en aandsfri Pas-de-deux af Rørelse, naar
han ta’er sig en Vandgang i E srom Sø, saa at kun
den arrede Bringe stikker i Vejret. I de lange Vinter
aftener, naar Protokollerne blusser i Kaminen, be
fragter de hans unge Sjæl med naturlige Ord om natur
lige Ting, og de lærer ham at sige det lille Ord „Je g “
haade forfra og bagfra, haade paa Vers og Prosa, saa
at han til sidst ikke kan sige andet.
Men hvor længe er Adams Børn i Eedvards Have ?
Den smukke Idyl forpurres, da Kjælebamet begynder
at skrante. Det konstateres, at han lider af Gammel-
mands-Anfald, og det skal være en meget farlig Syg
dom for saa unge Mennesker. Han begynder med at
f
jøre dem lars-krusede i Hovedet; men Anfaldet
ulminerer, da han en Dag bryder lige ind i deres
egen Samvittighed og haler Synde-Registret frem. Og
saa er han endda saa utaknemlig, at han løber tu
O sten d e -B riig g e for at lade det trykke!
Der sidder nu de stakkels gamle Bedsteforældre
og beder til
Logos
af Bedrøvelse. Men hva’ ka’ det
nytte? Det kan ikke længere skjules, at deres egen,
lange Dreng er . . . . „ fo r s k r e v e t “.