275 / 425
267
í
der liedder „Politiken“ , og forestiller den gamle Fatter,
at deres fordums Kjæiebarn paany vil kunne blive en
udmærket Pølse i Slagtetiden, naar man bare forstaar
at koge den rette Suppe paa ham. Men Georg vil intet
høre. Han fremstammer et bittert: „Der var en Gang—“
og fastholder, at intet aandsfrit Blad bør nævne den
Frafaldnes Navn.
Der høres Bølgeskvulp i Kulissen. Fatter Georg
mindes sine Velmagtsdages Vandgange og lytter be
væget. Det er et Vikingeskib, der er under Opsejling,
og i Bagstavnen staar en grædende Skibsdreng, der er
ligesaa mig, som han er lang. Han vil tage Hyre som
Drager og bl. A. paatage sig at bære Danmark
-
Men det bliver de Gamle for meget. Rørt aabner
Fatter Georg sine Arme og trykker den forlorne Søn
et Kys lige paa Elbmundingen.
l'æppet falder foreløbig under almindelig Munter
hed paa Tilskuerpladsen.
2den Akt.
Sæbeskum.
Om den i A a r h u s afholdte
n o rd isk e B a r b e r - og F r is u r -
K o n g r e s har vi modtaget følgende
Meddelelser: — Der blev fort en al
vorlig Forhandling om Forhøjelsen
af Betalingen for Barbering. Paa et
hængende Haar vare nogle Deltagere
komne i Haarene paa hinanden, da
nogle fastholdt, at det ikke kunde
rage de andre, om de saa deres Snit
til at rage sig lidt fiere Kunder til. Imidlertid vedtoges
en almindelig Lock-out af de ikke-forhøjende Medlemmer.
Siden samledes man til en selskabelig Sammenkomst.
Lokalet var smukt pyntet med Friser af Locher; Bordene
var smuktdækkede med desinficerede Servietter og Barber
knive, ligesom Servicet var af Barber-sevresporcellæn. Det
rigtbesatte Bord bugnede af Østers (naturligvis uden Skæg),
Smørrebrød med Bart, Klipfisk, forskellig Slags »Haar
d’oeuvre« og Masser af Skum. Et Orkester, blandt hvis
Instrumenter Bækken og Redekam ikke savnedes, udførte
forskjellige til Situationen passende Musikstykker, saaledes
Ouverturen til »Barberen«,
Mozarts »Re-kviem«,
Balletmusik af »Forhaaret kommer«,
Champoingnegalop af Lumbye o. fl. a.
Slet ikke utænkeligt.
(Efter Ferien.)
— Undskyld, Herr Lehre! Ska’ vi ha' den samme
Retskrivning i Aar, som vi ha’de i Fjor?
Atter hos de gamle Bedsteforældre. Det er gaaet
svært tilbage for dem, siden deres eneste Lam fik
Gammelmandsanfald. Fatter Georg bar svoret ved
sin Aandsfrihed, at hans Navn aldrig maa nævnes, og
Mo’er Bentheim sidder derfor alene og vander Kjøge-
Høns af Sorg, medens hendes Mand er ude for at se
sig om efter en Professorpost.
Da sniger den angerfulde Synder sig ind ad Døren.
Han gjør sig saa lille som et aabent Brev og forsikrer,
at han nu er saa ung, — aa, saa ung, at der maa
lejes en Barnevogn til liam, naar han en Gang skal be
graves. Mo’er Bentheim griner af Rørelse, for Mo’er
Bentheim holder altid mest af at grine, naar hun er
i Vinden. „Velkommen i Agurketiaen!“ hvisker hun
og sætter frem det lækreste, hun har: Andesteg
å la
Brasilienne
, arme Riddere
a la Defensor patnee
og
Henning Jens(nske
Vandbakkelser. Det er just ikke
appetitlig Føde; men den arme Synder er ikke længere
kræsen, for det betaler sig ikke, og beder ydmygst om
at faa en Plads med paa Spisesedlen.
I det Sannne høres Fatter Georg paa Trapperne.
Det er plat umuligt at tage Fejl af hodskiftet. Mo’er
Bentheim putter Synderen ind i et Aftrædelsesrum,
Naada, hvor Barnet morer sig! Han trykker de
fineste, litterære Etatsraader i Haanden, saa at det
kilrer lige ind i Knaphullet. Han synger Midsommer
sange til Guldbryllupsfester og kaster „Hansker“ til
Theaterchefer. Han skaaler for Grevinder ovre paa
Fanø, naar der er Sankt-Hansblus paa Lampen, rejser
ned „ved Bosporus“ for at vise kgl. Skuespillerinder
frem som afklædte Syngepiger og lærer Syngepigerne
i „National“ at slaa til Skaglerne, saa at de bærer hans
Hat, som de vil.
Og saa har han anskaffet sig en Muse: en literær
Syngepige, der kan staa paa ét Ben med et Dannebrogs
flag paa „den brede Pensel“ og samle Skillinger ind
hos Hamburgerne. Men det skulde han ikke have
gjort. For da han en Dag tilfældigvis har Brug for
et Par Millioner, kommer der ingen Millioner, og saa
. . . . god Nat, Muse!