338 / 425
330
Paa graat Papir.
¿t dybtfølt Slag har rammet Integade
Og bragt den glade Evropæerstyrke
Totalt ægyptisk Mørke i Humøret.
A f Kummer tæt omsløret Aandens Fakkel
I G e o r g s
Tabernakel sparsomt oser
Blandt slukte Lygtemænd fra Bladets Moser.
Den grumme Skæbne
B e n th e im
atter rammer
I Folkets Kammer med sin Vildmandskølle,
Imens den slog den sølle
R a sm u s C l a u s e n
Med himmelglad Forbavsen over Lykken,
Som har vendt H
ørup
Ryggen, men forsødet
Hans gamle Kammerat med Levebrødet.
Ja,
H ø r u p
har des værre Grund at hy le :
De tabte »Syle« faar han knap tilbage.
Den folkelige Kage, han har melet,
Som hos ham heled’ Rifter i Budgettet,
Har nu en Anden mættet, mens blandt Mulkter
Og Pressesager „
Po litiken
“ sulter.
Hvor kunde dog det slemme Folkekammer
En saadan Jammer ham paa Halsen skaffe
Og stakkels
B e n th e im
straffe for den Brøde
At lefle med de Røde og forære
Den salig »ordinære Rumlepotte«
Sin Smule Bistand, da han nødigst maatte?
Skjønt hans Parti til Højres Bistand friede,
Fik det at vide, at der af var vinket.
Kun onde Stjerner blinked’ til hans Gruppe,
Som den spartanske Suppe fik paa Bordet
Og ikke vraged’ Fo ’eret, trods den snydte
Ex-Statsrevisors Ord: Hvad kan det nytte?
— Heraf kan ses, at
H ø r u p
Sandhed talte, .
Den Gang han malte kulsort vor Forhandling.
Den har bragt ham Forvandling og ved Mønten
Skilt ham, som har begyndt den, ja har væltet
Ham ved en »Sammensmeltet«, saa med tvingende
Grund han den stempler som »ulykkebringende«.
E n S é a n c e
i
Mnemoteknik.
Fru
Punch
er enmage
løs klog Kone; altid med
paa det nyeste. Som fri
sindet Beundrerinde af
Kvindens Eet til Selv
erhverv rakte hun for
leden Aften Hr.
Punch
et
Manuskript. Han var
allerede i Seng og saa
spøgende paa sin bedre,
men noget letklædte
Halvdel.
„Det er det nittende Aarhundredes Gaade“, op
lyste hun; „Forstudier og Materiale til mine Scheel-
Vandeljahre som kunstnerisk Vidunderpige. Naar jeg
er perfekt,
ga ar
vi paa Tourné; for du maa følge med
aom
Mnemoteknikke-Dukke. — Nu holder vi General-
Séance-Prøve! . . . her er Nøglen.“
Nøglen var et Stykke Papir, hvorpaa der stod:
S a a l e g e r v i !
1
.
2
.
3
.
4
.
5
.6 .
7
.8.
9
.
0
.
Punch
vendte og drejede Papiret. I sit Ægteskabs
første 25 Aar havde han hyldet Princip et: tale er S ø lv :
nu forberedte han sig til det næste Bryllup ved et
regsignerende: tie er Guld. Følgelig lagde han sig
til Bette i Sengen og sukkede: „Lad gaa, Gam le!. . . .
Nu spørger jeg altsaa . . . .“
Men inden han fik spurgt, var Fru
Punch
styrtet
ind i Spisestuen. Strax efter kom hun tilbage med
Frugtskaalen, stak en Bergamotte i Munden paa sin
Ægtefælle og læspede med et bittersødt Smil: „Fikst
du Pæren, B en th e im ? “
„Maa det være mig tilladt at forespørge, livornaar
du er bleven gal?“ svarede Hr.
Punch
med en Verdens
mands Belevenhed.
„Selv gal!“ erklærede Fruen og pegede paa Manu
skriptet. Du sagde: „Lad gaa Gamle“ ; 1, g, g vil sige
4,6,6. Se saa i Lexikonet: ved Siden af 466 staar der
S t a t s r e v is o r .“
Nu gik der en Praas op for Hr.
Punch.
Han stir
rede paa Nøglen, og det lykkedes ham hurtig at ud
finde nogle velformede Spørgsmaal, 3aaledes som de i
Almindelighed forekommer i daglig Tale:
„Livlig svare!“ raabte han.
Fruen hentede sin Portomonnaie i Kjole]ommen,
kastede den foragtelig hen paa Sengen og gav sig til
at fare rundt langs Væggene. Hun sprang over Ser
vanten. væltede Spejlet ned fra Kommoden, saa sig
hjælpeløs om og sank endelig udmattet ned ved Fod
enden af Sengen.