342 / 425
334
Herrer i Folke-Aandens Rige.
F ra Finansloven faar de Folkekaarne
Stadig Fyldekalk til nye Babelstaame,
Og medens frem Behandlingen sig snegler,
Behandlerne hinanden gjennemhegler.
Behandlingen, som repeteres daglig,
E r ikke ganske faglig eller saglig,
Den ta’er sig nærmest ud som drakonisk
Eller, mildest talt, som grovfilharmonisk.
Som Alvorsmænd paa Sligt man udfolder
Talent i de bedrøveligste Roller.
Alligevel bemærkes Latterkoret,
Naar C h riste n s e n
fra
S ta d il har Ordet.
De rænkefulde Sammensmelterplaner
Afslører han som dreven Bergianer,
Uagtet Manden er saa evropæisk,
At nan tør snakke pythogoræisk.
Han divertered’ Thingets Demokrater
Med salig Filosofens tre Kvadrater
Samt med de Oxer, som til nævnte agtede
Stringente Tænkers Hæder bleve slagtede.
Som Eftermad han ovenpaa servered
,
At naar en Sandhed bliver publiceret,
Saa lukker selv de største Oxeho’der
Strax Gabet op og brøler efter Noder.
Hans Paastand var slet ikke saa ganske
Trekantet, for man skal just ikke granske
Ret længe mellem Venstres Meritter,
Forinden man Beviset for den hitter:
Hvis blot man „Evropæerne“ fortæller,
Hvad deres Kjærlighed til Danmark gjælder,
Er hundrede og et paa Timen ude:
De gi’er et Brøl, trods alle Præmiestude.
Og blotter man de Folkethingsbetiser,
Som en Snes Aar af
„
Tidenden
“ beviser,
Strax møder den og den med Brøl paa Pletten
Om Folkets Ret o g Menneskeretten.
Ja , hvis man rører blot ved Kjældernæsen
Og „sex og tres“ og Holstebrofadæse n,
Gi’er Stadil Gruppen
—
derpaa tør vi sværge —
Partiet som
„die Ochsen am Berge
“ .
Amerikas Opdagelse.
M a d s J o r d e m o d e r m a n d . Goddav K resten Smed.
K r i s t e n S m ed . Goddav, Mads Jordm o’rmand.
M ad s. Jæ ved itte, K risten, om a’ Du har obselveret,
a’ Kullombus har huldet Jobbelæum nu faa nyli’.
K r i s te n . Ded haar jæ faamentli’ itte, Mads. Jæ
læser nu aldri’ om Polletek i Avisen. H va’ var ’et faa en
Justisserad, som a’ Du sa’e, der hade huldet Jobbelæums-
spisning ?
M a d s. Ded va1 sgu ingen Justisserad. Ded va' K u l
lombus — ham, som a’ der gik hen aa’ opdavede Merrika.
K r i s t e n . Naa han — K lukklom pus. Ja, nu ka1 jæ
husse, a jæ haar læst om ham i Bivelskhistaarien. Jæ trode
faa’ R esten, a’ han var død ihjel faa’ mange H errens Tider
sidden.
M ads. Ded æ’ han osse. Men di hulder nu Jobbe
læum faa’ han alli’evel, K risten. Saadden er ’et nu, naar
a’ man æ’ et Seni.
K r i s te n . A a F a’en, han to ’ vel derovver mæ Damp-
skivet.
M ads. Ded ku’ han sgu ’tte, K resten, faa der gik
ingen Dampskiv paa den R ute den Gang. Der gik kun
Sejlskive. Ded gjor’e ded dov li’som en lille Smule mere
besværli. Nu vil jæ si’e, a’ jæ har sgu osse væ’t i M er
rika, aa hvis a’ Kullombus itte hade gaaet hen og opdavet
ded, sr.a kaske’ a jæ lcu’ ha’ gjort ’et li’saa godt som han.
Men derfor er et sgu itte sagt, a’ ethvert Bundebæst ku’
ha gjort ded samme. Ded æ’ li’som jæ vil si’e aa være
Jordmormand. Der æ’ saa Mange, der synes, a’ di k u ’
savtens paata’ dem den Bestilling, aa saa lcu’ di dov itte,
naar a’ ded kom te Støkket. F aa’ ded æ’ sgu Handelavet,
som a’ ded kommer an paa, K resten, aa’saa, om man har
Seni til ’et.
K r i s te n . Ded ka’ der være novet i.
M a d s. Ja, ded æ vis Værk. Men derfor æ’ ded dov
itte savt, a’ Seniet behøver aa være ded samme hos alle
Mennesker. Ded ka’ jo godt være, a’ jæ nu ku’ ha opdavet
Merrika, men ded ka’ osse itte være, a’ jæ ku’ ha opdavet
Merrika, faa’ jæ har nu en Gang faaet Seni som Jorm or-
mand, aa’ saa ka’ ’et godt være, a’ jæ itte har ’et som Op-
daver. Kullombus ku’ nu opdave Merrika, men jæ ’ æ’ sgu
tilbøjelig te ’ aa tro, a’ han itte ku ha fongeret som Jor-
mormand, faa’ ded æ jo slet ikke savt, a’ han nu ha’de den
Naadegavve.
• K r i s t e n . Ded ka’ der være novet i.
M ad s. Derfor ka’ han natyrlivis være li’saa go’ som
E n a’ vi Andre. Ded ku’ aldri’ falde mej ing aa ville ned-
sitte Manden faa ded eller se ham over H odet, aa jæ si’er
li’egodt, a’ hade vi itte haft Merrika —
K r i s te n . Hva saa?
M ads. Saa ha’de vi sgu ha’t me’jed mere R ak her i
Landet end som a’ vi har. F aa’ ded æ dov saa bekvemt
mæ ded, a’ naar a’ En gaar hen aa’ gjør noved, som a’
han itte maa, saa stikker han altider a’ te Merrika, aa saa
æ ’ vi a’e mæ ham.
K r i s te n . Ded var faamentli’ derfor, a’ Du rejste
derovver, Mads.
M a d s. Naa, saa Du æ’ spydi’ aa exelteret, K resten.
Ded sku’ Du ellers itte gi’ Dig a’ mæ. F aa’ Du æ’ dov
itte an’et end som en Smeddebælle.
K r is te n . Æ ’ jæ* en Smeddebælle, saa æ’ Du Faen-
edeme’ en Stifsfyssikus, Mads.
M ads. Ded ka’ Du sel, være, K resten. Jæ ’ æ ’ itte
mere Stifsfysikus end som Du æ’. J æ ’ æ’ en kungeli’ Em-
besmand. Men sidden Du æ’ saa viddenskaveli’, saa ka’