339 / 425
331
„Hvad er nu det?“ sagde
Punch.
„Livlig avare
vil jo sige 41, og der staar D ann eb rog ?“
„Ja, — jeg har jo ogsaa rejst Stuen rundt uden
Penge. Du har ikke Begreb om Mnemoteknik . . . .
Sperg videre!“
„Skarpsindig atter være!“ foreslog
Punch.
I et Nu havde Fruen hentet den mindste Frøken
Punchs
Tavle og Griffel. Hun lod den sidste fare
rundt paa den første og viste sin Ægtefælle Tavlen,
idet hun triumferende udbrød: „Saa Du Røgen?“
„Naa, . . . det skal være Røg? . . . Jamen: skarp
sindig atter være betyder jo I2f): T h e a te rc h e f? “
„Herre Gud, hvordan skal jeg male „Underskud,“
naar jeg ikke maa male Røg? . . . Videre!“
„Gætte let!“ befalede
Punch.
„64, — H o lg e r D rachm ann !“ lød Svaret.
„Aa ja! . . . der staar rigtignok: „Vejrhane“ ; men
ellers passer det . . . . Sige Svar igjen!“
„Hm! . . . det er et vanskeligt Spørgsmaal, naar
man har med en ubegavet Publikummer at gjøre.
Men lige meget. En moderne Kunstnerinde giver ikke
tabt for saa lidt!“ — Med disse Ord halede hun en
Cigaret op af
Punchs
Frakkelomme, tændte den og gav
sig til at bande paa det forfærdeligste. Pludselig
blegnede hun og antog en eftertænksom Mine, som
om hun grundede over en dannebroget Præmieopgave;
saa løb hun hen til Kommodeskuffen, hvor hun trak
en gammel Avis frem, greb en Klo, der hang bag
Spejlet og skyndte sig ud af Døren.
„Nej, holdt!“ raabte
Punch
efter hende. „Sige
Svar igjen hetyder 110; men der staar hverken Tobak
eller Kolera.“
„Det veed jeg nok!“ svarede Fruen; „110 betyder
lit e ræ r t T h e a te r. Men har jeg maaske ikke baade
været „Fjældmenneske“ og „Indbildt Syg“ ? . . . Vil
du se flere Prøver paa min Kunst?
„Det er rent forkert,“ brummede
Punch.
„Der er
s’gu Forskjel paa at lave Mnemoteknik og lege Ord
sprogsleg!“ Han kastede baade Nøgle og Lexikon
henad Gulvet og vendte sig om paa den anden Side,
idet han mumlede mellem Tænderne: „Gaa væk! .. og
lad nu os to Gamle være Mennesker!“
Men næppe havde han talt ud, førend Fruen kom
flyvende hen til Sengen, holdt en „Tulipan,, for
hans Næse og med den anden Haand gav ham en
Vinge, saa at det sang i Sengestolpen.
„Hjælp! . . . hjælp! . . Gevalt!“ hylede
Punch.
„Gaa væk: 69, — moderne Jo u r n a lis t ik !!“
raabte Fruen med kunstnerisk Begejstring.------
Men saa vilde
Punch
ikke mere lege med.
Ny Partisygdom.
Da Landmænd sikkert om Kartoflen gisner,
At den er syg, naar den i Toppen visner,
Saa skønner jeg: at Evropæer-Partiet,
Hvis „Spidser“ drev det vidt i Visneriet,
Hvis „Knolde“ grundig Vandgang gjorde myge,
Organisk lider af — K a rto ffe ls y g e .
E r ikke denne Svindsots-Diagnose
— Endskønt paa Versfod lig en skruet Skose —
Saa logisk ligefrem som Fod i Hose?
Flyttedag.
to M Ø l é r *
f
.J
W’v.lVIjVJ — JUf*tTwS"w .
^
s t
¡t
¡n
n
u
c
t
i
l
ft i n il n
ti
ri n 1
pv
’•— ( g
L/en, rare, gamle Flyttedag
Forlængst er vandret heden;
Nu gaar man rundt i Ro og Mag
Og Renlighed franeden.
Al Kødets Gang de Smaadyr gik,
Som langs ad Ryggen hopper;
Og de tog med sig al Lyrik,
De kjære, s m a a
Baciller.
Dog er der mangen Husvild, som
Har intet i sit Eje!
Hist kører G a m le h ø ru p om
Paa Kjøges Landeveje.
Hans Vognlæs flygter susende
Af Sted for Samfundsstøtterne
Med »firsindstyve tusinde«
Smaa Nisser bag i Bøtterne.
Ved Stranden en Etatsraad staar
Fordybet i Balancen
Og regner
Saldo
for i Aar,
Men holder Kontenancen:
Humant hver svækket Lejer gi’er
Han baade Løn og Maden,
Fordi han veed, man ej Papir
Maa kaste ud paa Gaden.
Ak, andet Steds har Suk i Løn
Nu afløst Fortids Gammen:
P e r B rø n d u m , kaldet J a k o b s Søn,
Vemodig pakker sammen!
Med tynde Ben og revet Skind
Maa snart i Badstuestræde
Organet haabløst vandre ind
Alt til sin Logos’ Glæde.
Og S e c h e rs
V ictor!
— tænk, paa Dril
Ta’es hvert Slags Husly fra ham;
Endogsaa i et Tugthus vil
Man intet vide a’ ham!
Men, skal saagar fra Syndens Hal
Med Spark man la’e sig drive, —
Du store Dannebrog, hvad skal
Saa E nde-Schiw en blive?!