69 / 425
62
Sparsomt paa Jorden vi Skuddage finde,
Ikkun hvert Skudaar man oplever én;
Det er et Savn for den fremskredne Kvinde,
Hun er dog ikke af Stok eller Sten,
Og hendes Hensigt mod Manden er ren.
:] Hende vi mindes, mens Hjerterne slaar,
Mest dog, hver Gang man en B a j e r sig faar. |:
Lokker, som kappes med Løvernes Manke,
Og som hun ikke har kjøbt for en Slik,
Tænder, der skinner som Perler saa blanke,
Dem hun i Forfjor hos Tandlægen fik.
Ak, men de grusomme Mænd har des værre
Skammelig snydt hende for hendes Ret.
Han gi’er Partiet som Skabningens Herre,
Hun vandrer indestængt bag sit Korset
Og har kun Lov til at være koket.
: Manden har Lov til at være galant
Og følger Damerne hjem, som han vandt. ¡:
Ene paa Ballet maa han engagere,
Kager, Buketter han hende la’er faa,
Medens en Kvinde tør ikke traktere
Ham med saa meget som blot med en Skraa.
Heldigvis har i hver Olympiade
Kvinden sin Skuddag, hvorpaa hun maa fri,
Maa have Lov til at gi’e Chokolade,
Samt følge hjem hver en Ven, hun kan li’e,
Og be’ ham pænt om et Kys eller 10.
:j Her den forønskede Frihed hun har
Til os at byde en udsøgt Cigar,
j:
Ja, hun tør frit punge ud med kontante
Bidrag til Ba j e r , som Manden faar ned.
Kort, hun har Lov til at gi’e den galante
Pindso til Fordel for ham, De nok veed!
P a a F o l k e k o n c e r t .
M adam M ø l l e r , der h ar kjendt bedre Dage,
og
M adam O l s e n
(tunghør), begrge fra V a ito v, er kom ne p aa Folkekoncert.
M ad . M ø l l e r . Jæ si’er nu li’egodt, lille Madam, jæ
si’er, at det er storartigt, alt det, De kan lave her for ti
Øre.
Det er akkurat li’esom jæ vil si’e den Gang, da jæ
var faalovet mæ Peddersen, inden han gik hen og laa sig
i sin Grav, og vi var baade i Tivaali og paa A lleenberg
om Sommeren, undtagen det, at her er meget flottere.
Sikken Sal! Ja, hvad gi’er De mig, lille Madam?
M ad . O ls e n . Ja, de spiller lcjønt.
M ad . M o lle r . De er jo inte komne videre end som
til at stemme Indstrumangerne endnu.
Ser De — lille
Madam — den Mand, der nu kommer frem mæ Stokken i
Haanden og skal til aa divergere, det er Hardtmann. Det
er han, der gjør T ryllekunster i Nasjenal om A ftningen.
Nu skal De bare høre dem spille.
Det er nu, hvad man
kalder en Syndfoni.
M a d . O ls e n . Ja, det ka jeg da strax se paa han, at
han maa være et Sjeni.
M ad. M ø lle r . Nu ska’ de se, lille Madam, somme
T ider saa gnider de alle Finkelinerne paa en Gang, og
somme Tider saa gnider de inte alle Finkelinerne paa en
Gang.
Jæ ska’ si’e Dem, lille Madam, det er naar de
kommer til de svære Steder, saa maa de hænge i alle-
sammen.
M ad. O ls e n . Sla’r Manden dem nu inte over F in
grene mæ den Stok, naar at de nu inte ka’ deres Ting?
M ad. M ø lle r. Næ, det tror jæ dov inte, han gjør.
M ad. O ls e n . Gud Fader bevares, det maa dov være
grinagtigt, saaddan a’ sitte og gnide Finkelin for Fornøj
elses Skyld. — N u sla’r Manden inte mere med Stokken.
E r det, naar at de kommer til et svært Sted.
M ad. M ø lle r.
Næ, nu er de færige, lille Madam.
K a ’ De inte høre, at nu speller De inte mere? Nu ska’
der en Dame frem og synge. Det er hende, der nu kommer.
M ad. O ls e n . Hva’ hedder hun?
M ad. M ø lle r . Hun hedder Frøken Nielsen — R e
gine Nielsen. D et er E n af dem, der synger paa det Kongelige.
M ad. O ls e n . H erre Gud — er det En af de K onge
lige? Det er da nydeligt af dem, at de kommer her og
synger for os gamle Mennesker. Men man ka’ li’estrax se
dét paa hinner. Det er vel saa K ronprinsessen?
M ad. M ø lle r (brøler). Nej, lille Madam, det er inte
E n af de K ongelige selv. Hun synger bare paa det konge
lige Theater. Jæ har selv været der, den Gang at jæ var
faalovet mæ Peddersen, inden at han døde
Hun hedder
Frøken Nielsen.
M ad . O ls e n . H erre Gud, hedder hun inte an’et end
som Peddersen? D et er akkurat li’som jæ vilde si’e, at det
ku’ ha’ været en af vos. Hun har en dejlig Stemme.
M ad. M o lle r.
Hun er inte begyndt endnu, lille
Madam. D et var barestens en Hund, som at der var kom
men med herind, og som at K ontrolløren smed ud. Nu
begynder hun først.
Det er akkurat, som om man var
kommen i Him len, naar at man hører hende. Og saa har
hun et Ansigt som en lille Guds Engel.