32 / 148
Møblementet var sparsomt. Et tar
veligt bord og nogle medtagne stole,
købt hos marskandiseren for små
penge, var det væsentlige. Havde
man ikke senge, redte man op i et
hjørne med madrasserne direkte på
gulvet. En række søm i væggen var
den ' form for garderobeskabe, de
fleste kunne overkomme.
Rotteplagen var ufattelig i de dår
ligste af boligerne. Alt spiseligt måt
te om natten hænges ned i snore fra
loftet, ellers havde rotterne ædt det
næste morgen. Det var heller ikke
usædvanligt, at småbørn blev angre
bet og forbidt af rotterne, hvis over
vældende antal gjorde en udryddelse
så godt som umulig.
Det siger sig selv, at den del af
befolkningen, der levede under så
danne boligforhold, blev forrået.
Drikfældighed var almindelig, og
slagsmål hørte til dagens orden. De
børn, der voksede op i dette miljø,
skulle være usædvanlig robuste for
ikke at tage sjælelig skade for resten
af livet.
Epidemiske sygdomme havde en
fantastisk grobund i sådanne bolig
forhold. Smitte var uundgåelig, så
tæt som folk boede sammen, og dår
lig ernæring nedbrød modstands
kraften.
Den store kolera-epidemi i 1853,
som gik hårdest ud over mennesker
under dårlige boligforhold, fik myn
dighederne til at forstå, at sådan
kunne det ikke blive ved med at gå.
Man søgte nye veje for at skaffe
bedre boliger til de lavest lønnede. I
1857 opførtes i et landligt kvarter på
Østerbro
Lægeforeningens Boliger.
Det var en rækkehusbebyggelse med
plads mellem bygningerne til lys,
luft, træer og planter.
Rækkehustanken blev i 1870’erne
videreført i Arbejdernes Byggefore
nings boliger mellem Farimagsvejen
og Sortedamssø, populært kaldt
»Kartoffelrækkerne«. De var dog
for de mere velbeslåede blandt arbej
derne.
Villaer kendte man praktisk talt
ikke, før man på Frederiksberg og
Østerbro opførte en del villaer i
1860
’erne. Først i
1900
-tallet slog
denne boligform for alvor igennem.
Den almindeligste bolig var
lejlig
heden;
dens beliggenhed og størrelse
bestemte huslejen. I datidens store lej
28