31 / 148
sine penge forrentet så godt som mu-
ligt.
B y g g e l o s n i n g kendte man ikke
før
1856
, da den første egentlige
bygningslov kom. Kravene til bolig
standarden i retning af etageantal,
lysareal, afstand mellem bygninger
o.s.v. var meget beskedne i begyndel
sen, og bygherrerne lærte hurtigt lige
netop at overholde disse krav, og
derved fik disse boliger en karakter
af slumbebyggelse, som har fulgt
med siden.
Ønsket om frihed for offentlig
indblanding var stærkt dengang, da
man gradvis var ved at befri sig for
den tvangsregulering af samfunds
livet, som enevælden i århundreder
forud havde øvet. Man betragtede
det derfor som frihedens rette ud
tryk, når enhver i videst mulig om
fang kunne gøre, som han ville med
sin ejendom.
Hertil kom, at kun de allerfærre-
ste gjorde sig klart, at de kår, man
bød industriens arbejdere, i virkelig
heden var grov udnyttelse af med
mennesker, og at det før eller senere
måtte give tilbageslag. Man lod det
gå, som det bedst kunne.
I 1880 boede der 235.000 menne
sker i København. Godt 15 % heraf
boede i treværelsers lejligheder,
mens mere end det dobbelte antal
klarede sig med toværelsers lejlighe
der. Hertil kom, at mange af dem,
der havde sådanne lejligheder, leje
de et værelse ud for at hjælpe på
indtægterne.
Kælder- og kvistlejligheder eksi
sterede i stort antal, og mange af
dem var direkte sundhedsfarlige. Et
værelses lejligheder var meget benyt
tet i de ejendomme, hvor huslejerne
skulle være meget små. Især var der
på Nørrebro og Vesterbro mange af
de
såkaldte
korridor-lejligheder,
hvor der fra en lang gang gennem
huset i hver etage, gik døre ind til
de enkelte lejligheder, der bestod af
ét værelse. Der var køkken med ild
sted fælles for flere lejligheder. Ba
deværelser eksisterede ikke og retira
derne lå i gården.
Sommetider måtte flere familier
slå sig sammen om en etværelses le j
lighed; så delte man rummet op med
kridtstreger på gulvet, så hver fa
milie kunne holde sig på sin side af
stregen.
27