33 / 148
ligheder, forbeholdt de mere velha
vende, udviklede sig i sidste halvdel
af 1800-tallet det, man kalder
klun
ke stilen,
ja, man går så vidt, at peri
oden ofte kaldes
klunketiden.
Det typiske for denne boligstil var
en udbredt anvendelse af uld. Uld
garn flettet til snore, kvaster og de
små frynser, man kaldte klunker.
Store uldtæpper på bordene, blødt
plysbetræk på møblerne, tunge por
tierer i døråbningerne og tykke lag
af forskellige gardiner, ophængt i
kunstfærdige draperier, som skulle
virke dekorativt, men som også
dæmpede dagslyset.
Oprindelsen til denne særprægede
stil kan føres tilbage til Europas
nære kontakt med Orienten. Orien
tens mangel på træ medførte, at
møbleringen hovedsagelig bestod af
puder, divaner og ottomaner - be
tegnelserne er endda arabiske - der
var beklædt med bløde, vævede stof
fer.
Det skabte mode i Paris, hvorfra
den strålede videre ud, også til Dan
mark. Her gik man imidlertid den
mellemvej at bevare træmøblerne,
som man overtrak med klæde og
kantede med dekorative dippedutter
af enhver slags. Husmødrene frem
stillede selv disse klunker som hånd
arbejde, og mangt et tarveligt lille
fyrretræsbord blev gjort ukendeligt
i sin klunkedragt.
Hjemmelivet blomstrede op; man
hyggede sig. Belysning og opvarm
ning var teknisk lettere nu med gas
og koks; men brændsel var dyrt, og
det meget uldtøj i de store, højlofte-
de stuer hjalp til at holde på varmen.
Man beskyttede sig mod mørket og
kulden udenfor bag det tætte lag
gardiner.
I nogle af disse hjem vidste man
udmærket, at der var stor social ulig
hed i samfundet. Man vidste, at der
var mørke, triste sidegader, hvor folk
var stuvet sammen i store kaserner.
Man skuttede sig - og trak gardiner
ne lidt tættere for.
En herskabslejlighed i »klunke
tiden« var efter nutidens målestok
vældig stor og upraktisk.
Fra den brede trappe med lyd
dæmpende løber, matterede ruder,
som hindrede udsyn til en prosaisk
gårdsplads, og taburetter af støbe
jern på afsatserne, nåede man den
29