![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0227.jpg)
223
Det var ogsaa dette Krav om Frihed i Valg af Begravelsesmaade,
der var Ledetraaden i forskellige Taleres Bidrag til Debatten.
Berg
fremhævede saaledes, at han her som overfor ethvert andet Spørgs-
maal, der berører det religiøse Følelsesliv maa hævde, at personlig
Frihed, altsaa he r Begravelsesfrihed, det er det, der maa fordres.
Goos
deltog som Foreningens Formand med Vægt i Debatten,
fremhævede baade den Stilling, som Præstestanden har indtaget
andet Sted, samt alle de betydende hygiejniske Grunde, der talte
for Sagen. Ogsaa Justitsminister
Nellemann
var forstaaende: J u
stitsministeriet h a r egentlig ikke for sit vedkommende nogen An
ledning til at modsætte sig, at en Tilladelse af denne Natur gives.
Og i en senere Replik kommer Justitsministeren ind paa Betragt
ninger, der gaar ud paa, at det er urimeligt at ville forhindre An
vendelse af Ligbrænding, th i selv om nogle vil blive overraskede
over denne Begravelsesmaade, saa vil den stadige Gentagelse for
mentlig forandre Synet derpaa. Han fremhævede dernæst, at det er
nødvendigt, at Sagen løses ad Lovgivningens Vej; den kan ikke ord
nes administrativt.
Modstanden mod Sagen blev i alt væsentlig rejst af Kultus
minister
Scavenius,
der fremførte de Kirkens Grunde, som vi har
læ rt at kende ovenfor. Men dernæst erklærede han, »hvad der for
mig rent personlig er en meget væsentlig Grund til ikke at interes
sere mig for Sagen, er, at jeg ikke har den mindste Tro paa, at den
har nogen Betydning i hygiejnisk Henseende«.
Ogsaa
Monrad
fulgte den i hans ovenfor citerede Indstilling
givne Retningslinie og fraraadede at give Tilladelsen.
Ved Afstemningen vedtoges med
50
Stemmer mod
4
en Hen
stilling angaaende Foreningens Andragende til Justits- og Kultus
ministeren, hvorved det saaledes blev fastslaaet, at et betydeligt
Flertal indenfor Tinget ønskede Ligbrændingen her i Landet lov
formeligt ordnet.
Tiltrods for denne Afstemning blev der dog intet Skridt fore
taget for at efterkomme Tingets Henstilling. De
2
Ministerier veks
lede Skrivelser, Kultusministeren fastholdt sit kendte Standpunkt,