LigbrændingensHistorieDanmark_1931

249 / 423

245
ikke bør indlade sig paa«. Biskoppen hævdede dernæst, at en
Præst selvfølgelig aldrig bør liave Tilladelse til at tale i et Krema­
torium, idet en saadan Tilladelse vilde betyde »en kirkelig Aner­
kendelse af, at denne Behandling eller Mishandling af Liget var
kirkelig berettiget« (Biskoppens egen Fremstilling af Gangen i en
Ligbrænding var saare langt fra at være i Overensstemmelse med
de virkelige Forho ld).
Naar det ikke destomindre lykkedes at naa frem til mere For-
staaelse, saa beroede det paa den Behandling, som Sagen fik i et
Underudvalg med Professor juris Julius Lassen som Formand. Men
man forstaar, hvor voldsom Diskussionen var, naar Pastor Martin
Larsen maa imødegaa Rørdam , der havde udtalt, at det, at man
ønskede sit Legeme brændt, skulde kunne jævnføres med, at man
ved Skørlevned gjorde sit Legeme til et med Skøgens.
Professor Lassen ramte utvivlsomt det rette, da han ved Dis­
kussionens Afslutning bemærkede, at det var Nutids- og Fortids­
anskuelser, der stod noget imod Fremtidsanskuelser. Underudval­
get havde ment at maatte følge Fremtidstanken.
Under Diskussionen kom Rørdam ogsaa ind paa Ligtalens Be­
tydning. Han udtalte, at Ligtalerne meget snarere har været til
Skade for Kristendommen. Mange Præster har ved deres Ligtaler
nedbrudt langt mere, end de havde opbygget ved deres Prædiken
og øvrige Færd.
Der er ingen Tvivl om, at det her nævnte Forhold var særlig
grelt omkring Aarhundredskiftet. Som Protest herimod stiftedes i
1899 »Forening for borgerlig Begravelse«, der i 1906 ogsaa optog
Ligbrænding paa sit Program. Foreningen har aldrig faaet videre
Betydning, idet dens Medlemsantal ikke er blevet større end ca.
800—1000 Medlemmer.
Efterhaanden som Ligbrændingssagen udviklede sig, blev K re­
matoriet for lille og ikke tidssvarende, og Bestyrelsen fik da paa
Generalforsamling d. 27 . Okt. 1904 Bemyndigelse til at afslutte
Overenskomst med Magistraten angaaende et Areal ved Bispebjærg
Kirkegaard for der at opføre et nyt Krematorium.