LigbrændingensHistorieDanmark_1931

245 / 423

241
tingsmand Zahle, der argumenterede for at udvide Mulighederne
for Nedsættelse af U rner paa egen Jord.
Først i 1910 under Ministeriet Zahle lykkedes det at faa Loven
revideret, efter at de to Foreninger i Fællesskab havde henvendt sig
til Regering og Rigsdag med en Skrivelse af 28. Jan. 1909 , hvori
de mest paakrævede Forandringer præciceredes.
Det var dog smaa Forandringer, der blev opnaaet, takket være
Modstanden i Landstinget. I Ændringerne af Loven af 1. April
1892, vedtaget som Lov d. 5. Marts 1910 hedder det:
§ 2, 1ste Punktum, i ovennævnte Lov affattes saaledes:
Enhver Mand eller Kvinde, der er personlig myndig og er ved sin Fornufts fulde
Brug, kan ved en paa ustemplet Papir skreven Tilkendegivelse, oprettet enten for
Notarius publicus efter de for Testamenter gældende Regler eller for tvende Vidner,
der underskriver til Vitterlighed og samtidig ved Paategning paa Dokumentet ud­
trykkelig erklære, at Opretteren er ved sin Fornufts fulde Brug, bestemme at hans
eller hendes Lig skal brændes i Stedet for at jordfæstes.
For en umyndig kan Erklæringen afgives af Indehaveren af Forældremyndigheden,
dog at den umyndiges egen Medvirkning kræves, dersom han er over 15 Aar. For
Ægtebørn, hvis Forældres Samliv ikke er hævet ved Separation eller Skilsmisse,
fordres endvidere Moderens Medvirkning, dersom hun har kendt Opholdssted. Gyl­
digheden af en uden Barnets Medvirkning afgiven Erklæring bortfalder, naar Barnet
overlever det 15de Aar. For Børns Vedkommende, der dø før det fyldte 15de Aar,
kan gyldig Bestemmelse om, at Liget skal brændes, uden forudgaaet Tilkendegivelse
i den ovenfor foreskrevne Form tages af den, der havde Forældremyndigheden, dog i
de foran angivne Tilfælde under Moderens Medvirkning.
Er Tilkendegivelsen affattet for Vidner, og rejses der af den afdødes Ægtefælle,
Fader eller Moder eller noget af den afdødes Børn eller Søskende Indsigelse mod
den, sker den derved nødvendiggjorte Vidneførsel for Politiretten, hvortil vedkom­
mende indkaldes med Aftens Varsel. For Vidnesagen betales ingen Retsafgift. Er et
af Vidnerne eller begge døde, uden at dette er iagttaget, eller er deres Opholdssted
ubekendt, afgør Politiretten, om der er Føje til efter samtlige foreliggende Omstæn­
digheder at anse Tilkendegivelsen for fyldestgørende.
Man var saaledes kommet bort fra det absolutte Krav om den
testamentariske Form, og der var skaffet Mulighed for Brænding
af Børnelig.
Fra Forhandlingerne i Tingene skal citeres enkelte Ytringer,
idet det skal fremhæves, at saadanne Forhandlinger ganske kan
sammenlignes med de tidligere udførligt refererede Betænkninger