Previous Page  246 / 423 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 246 / 423 Next Page
Page Background

242

af Gejstligheden. E r et Menneske sympatisk stemt for Ligbrænding,

svinder Vanskelighederne meget let, er man derimod indstillet

derimod, fremkommer der en Masse Vanskeligheder, insinueres der

Overgreb o. s. v.

I Folketinget fik Forslaget en yderst venlig Modtagelse

(Molte­

sen, Stauning, R(f>rdam

m. fl.). Af særlig Interesse er

Staunings

Ud­

talelser, idet han allerede paa dette T idspunkt fremhæver det i

vore Dage ganske naturlige Synspunkt, at saafremt to af den af­

dødes nærmeste efterladte (Mand, Hustru, Foræ ldre, Børn, Sø­

skende) afgiver en betryggende Erklæring om, at det var den af­

dødes Villie, at Ligbrænding skulde finde Sted, og erklæ rer, at

denne Villiestilkendegivelse er sket, medens den afdøde var ved sin

Fornufts fulde Brug, saa maatte dette være tilstrækkelig Hjemmel

for at lade Ligbrænding foretage. Og det at være Medlem af en Lig­

brændingsforening burde være tilstrækkeligt.

I Landstinget drejede Diskussionen sig for en stor Del om, i

hvilken Udstrækning Ligbrænding af Børn bør kunne finde Sted.

I dette Ting finder vi atter

Goos,

der ogsaa her benyttede Lejlig­

heden til at vanskeliggøre Fremskridtet for den Bevægelse, mel­

lem hvis første Talsmænd han havde været.

Justitsministeren (Zahle)

udtalte under Forhandlingen føl­

gende, der fortjener at citeres til Forstaaelse af den Intolerance,

der selv i vore Dage møder Tilhængere af Ligbrænding:

Til det ærede 1. Medlem for 1. Kreds (

M atzen)

skal jeg tillade mig at bemærke,

at det forekommer mig, at det ærede Medlem, som formodentlig — jeg formoder det

efter de Udtalelser, det ærede Medlem fremsatte — ønsker at blive begravet efter sin

Død, maa give os andre, hvis Følelse foreskriver os et andet Ønske, nemlig at blive

brændt efter vor Død, den samme Ret, som han kræver for sig selv. Hvis vi — der

jo nu er mange her i Landet — som ønske vort Lig brændt, og som ikke uden Afsky

kunne tænke paa, at det skulde graves ned i Jorden, vilde sige til vore Medborgere,

som ønsker at blive begravede, som det er den almindelige Skik endnu, og har været

den eneste Skik tidligere, at det kunde de kun blive, naar de opfyldte bestemte Krav,

og vi endog krævede, at Ønsket skulde være dokumenteret ved Testamentsform, og

ikke vilde lempe det mindste derpaa, ja, saa vilde de Herrer med Rette kunde sige,

at vi i høj Grad krænkede deres Følelse og gjorde os skyldige i Overgreb overfor

dem. Men for os andre, for hvem det er meget magtpaaliggende, at vort Lig ikke bliver