![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0246.jpg)
242
af Gejstligheden. E r et Menneske sympatisk stemt for Ligbrænding,
svinder Vanskelighederne meget let, er man derimod indstillet
derimod, fremkommer der en Masse Vanskeligheder, insinueres der
Overgreb o. s. v.
I Folketinget fik Forslaget en yderst venlig Modtagelse
(Molte
sen, Stauning, R(f>rdam
m. fl.). Af særlig Interesse er
Staunings
Ud
talelser, idet han allerede paa dette T idspunkt fremhæver det i
vore Dage ganske naturlige Synspunkt, at saafremt to af den af
dødes nærmeste efterladte (Mand, Hustru, Foræ ldre, Børn, Sø
skende) afgiver en betryggende Erklæring om, at det var den af
dødes Villie, at Ligbrænding skulde finde Sted, og erklæ rer, at
denne Villiestilkendegivelse er sket, medens den afdøde var ved sin
Fornufts fulde Brug, saa maatte dette være tilstrækkelig Hjemmel
for at lade Ligbrænding foretage. Og det at være Medlem af en Lig
brændingsforening burde være tilstrækkeligt.
I Landstinget drejede Diskussionen sig for en stor Del om, i
hvilken Udstrækning Ligbrænding af Børn bør kunne finde Sted.
I dette Ting finder vi atter
Goos,
der ogsaa her benyttede Lejlig
heden til at vanskeliggøre Fremskridtet for den Bevægelse, mel
lem hvis første Talsmænd han havde været.
Justitsministeren (Zahle)
udtalte under Forhandlingen føl
gende, der fortjener at citeres til Forstaaelse af den Intolerance,
der selv i vore Dage møder Tilhængere af Ligbrænding:
Til det ærede 1. Medlem for 1. Kreds (
M atzen)
skal jeg tillade mig at bemærke,
at det forekommer mig, at det ærede Medlem, som formodentlig — jeg formoder det
efter de Udtalelser, det ærede Medlem fremsatte — ønsker at blive begravet efter sin
Død, maa give os andre, hvis Følelse foreskriver os et andet Ønske, nemlig at blive
brændt efter vor Død, den samme Ret, som han kræver for sig selv. Hvis vi — der
jo nu er mange her i Landet — som ønske vort Lig brændt, og som ikke uden Afsky
kunne tænke paa, at det skulde graves ned i Jorden, vilde sige til vore Medborgere,
som ønsker at blive begravede, som det er den almindelige Skik endnu, og har været
den eneste Skik tidligere, at det kunde de kun blive, naar de opfyldte bestemte Krav,
og vi endog krævede, at Ønsket skulde være dokumenteret ved Testamentsform, og
ikke vilde lempe det mindste derpaa, ja, saa vilde de Herrer med Rette kunde sige,
at vi i høj Grad krænkede deres Følelse og gjorde os skyldige i Overgreb overfor
dem. Men for os andre, for hvem det er meget magtpaaliggende, at vort Lig ikke bliver