241 / 423
2 3 7
været brugt til et Foredrag i Odense. Biskoppen var en energisk
Modstander af Ligbrænding, og han vilde nægte sin Deltagelse ved
Baalfærd. Han fremhæver som sin Overbevisning, at det indenfor
den evangeliske K irke væsentlig vil bero paa Præstestandens Hold
ning, om et Stykke Hedenskab skal slippe ind i Kristendommen,
eller om ogsaa i denne Sag Kirkefaderen Othanasins’ Ord skal
blive opfyldt: Det er en lille Sky, som vil drive over.
Biskop
Stein
havde allerede i
1885
i »Fra Bethesda« haft Lej
lighed til stærkt at tage Afstand fra Ligbrænding. Dette skal frem
drages, fordi det gav Anledning til et Svar fra Pastor
Lunddahl
i Kolding i Højskolebladet for
1885
.
Lunddahl
var ingen person
lig Ynder af Ligbrænding; men han viser, hvor urimeligt det er
ud fra en kristelig Tankegang at modsætte sig Fremskridt, der
intet har med det centrale i Kristendommen at gøre. I Anledning
af Paastanden om at Ligbrændingssagen føres frem af Mennesker,
der staar fremmede overfor Kristendommen, viser han, hvorledes
Fremskridt, der anvendes af Kristne, er gjort af andre: »det var
de første Fritænkere i Verden, Kains Børn, som opfandt Brugen
af Metaller og fik Strængene til at klinge.« Han omtaler, hvor
urimeligt det var, at Londons Præster prædikede mod Vaccina
tion. Men særlig viser Pastor
Lunddahl,
hvorledes den almindelige
Begravelsesform gør Gravfreden illusorisk, hvorledes der sker en
uafladelig Krænkelse deraf. Ligbrændingen kan her have stor Be
tydning, et Forhold, der netop i vore Dage, hvor Pladsforholdene
paa Kirkegaardene er vanskelige, er et af Hovedargumenterne for
Udbredelsen af Anvendelsen af Ligbrænding. Det er om denne
Gravfred, at Dr.
Reclam
i
1879
skriver: Derefter kom de endnu
tankeløsere Ord-Mennesker i Bevægelse, der betragtede det (Lig
brænding) som et Brud paa »Pieteten«, at man ikke vilde unde
de døde »Ro i Graven«. Ro i Graven! Som om vore nuværende
Graves lejede Boliger sikrede de Hensovedes Legemer Gravens
Ro! Som om ikke vore Kirkegaarde kun undte ethvert Lig Ophold
i Graven for en bestemt Aarrække, de Velhavende for en længere,
de Fattige kun for en kort Frist. Naar denne Frist er forbi, bliver