Previous Page  244 / 423 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 244 / 423 Next Page
Page Background

24 0

Kr., heri indbefattet Urne og Plads for denne i Urnehallen i

20

Aar. Og vi finder Dr.

Levison

som Foredragsholder ved et af de

første af de talrige Møder, som den nye Forening lod afholde.

I

1904

fik Foreningen Meddelelse om en testamentarisk Gave

paa

10,000

Kr. efter afdøde Civilingeniør

Ado lph Keifler.

Beløbet

udbetaltes Foreningen

14

. Janu a r

1905

som det eneste Beløb, der

hidtil er tilfaldet Foreningen paa denne Maade.

Efterhaanden som Udviklingen skred frem, føltes den i

1892

givne Lov som altfor hindrende i en Fremhjæ lpning af Ligbræn­

dingssagen, hvorfor Foreningen i

1902

indsendte Andragender til

Regeringen og begge Ting om Forandringer. Disse skulde først og

fremmest angaa Kravet om den i testamentarisk Form affattede

Begæring, hvorved der udelukkedes Muligheden af Brænding af

Lig af Personer under

18

Aar. Man havde i de forløbne Aar gen­

tagne Gange forgæves henvendt sig til Justitsm inisteriet angaaende

Dispensation fra dette Punk t i Tilfælde, hvor begge Forældre

havde ønsket Ligbrænding foretaget. Ogsaa Forandringer an­

gaaende Bestemmelserne for Urnens Anbringelse ønskedes gen­

nemført. Foreningens Anstrengelser var ogsaa denne Gang for­

gæves.

I

1904

indbragte Folketingsmand Overretssagfører

A lfred Chri­

stensen

et privat Lovforslag, hvis Bestemmelser i det hele dækkede

Foreningens tidligere fremsatte Ønsker. Det skulde imidlertid ikke

gaa dette Forsøg bedre end tidligere, idet Justitsminister

Alberti

ganske forhindrede en Gennemførelse. I en politisk Oversigt i »det

ny Aarhundrede«, 2. Aarg., Bd. 1, S.

484

omtales

Albertis

Indlæg

paa følgende Maade: Hr.

A lberti

vendte sig bestemt mod

A lfr.

Christensens

Forslag, og han fik under Diskussionen rig Lejlighed

til paany at vise, hvor gennemreaktionær hans Tankegang er; han

anvendte i stort Omfang den Klown-Jargon, som synes ham den

naturligste, og som han stadig finder det passende at lade Rigsdags-

mændene høre fra Ministerbordet . . . . Kritiken er yderst ram ­

mende.

Alberti

forsøgte paa enhver Maade at latterliggøre

A lfred

Christensen.

Derimod fandt Forslaget en varm Tilhænger i Folke