240 / 423
2 3 6
fra Kultusministeriets Side, medens Justitsm inisteriet stadig var
hjælpsomt og forstaaende. Det drejede sig om Urneanbringelsen.
Foreningen indsendte Anmodning til Justitsm inisteriet om at
faa Krematoriet autoriseret som Columbarium, hvilket ogsaa straks
bevilgedes. Men dernæst anmodede man om at maatte anvende et
ledigt Kapel ved Set. Petri K irke til Columbarium efter Aftale
med Kirkens Bestyrelse. Denne Sag gik til Kultusministeriets E r
klæring, og Resultatet blev et Afslag.
Ligesaa daarligt gik det med Bestemmelser angaaende et Urne
gravsteds Størrelse. Da Foreningen ikke kunde faa en Ordning
med Bestyrelseskommissionen for Københavns Begravelsesvæsen,
blev Sagen indanket for Ministeriet, der ogsaa i denne Sag viste
sin Forstaaelse ved at bestemme, at der skulde anvendes et almin
deligt Gravsted selv til en Urnebegravelse. Man søgte derigennem
at ramme Sagen, men skadede i endnu højere Grad Byen.
Ogsaa Præsten ved den jødiske Menighed i København stillede
sig afvisende overfor Foreningens Henvendelser; men Menighedens
Repræsentantskab stillede dog til sidst Menighedens Ligkapel til
Raadighed til Bisættelse uden gejstlig Medvirken.
Ved Afslutning af alle disse Forhandlinger havde Foreningen
naaet et foreløbigt Resultat, der tillod Gennemførelsen af Lig
brændingerne paa en værdig Maade.
Levison
ud ta ler sig i For
eningens Aarsberetning fortrøstningsfuldt om den kommende Tid,
baade hvad Præsternes Medvirken angaar, og hvad der angaar
Urnebegravelserne. De følgende Aar skulde give ham fuldstændig
Ret i hans Optimisme. Det skal da her nævnes, at den
30
. Jan.
1905
blev den første Præst bisat fra Krematoriet, nemlig Pastor
emeritus
E. H. F. C. S. Wegener,
og Talen for ham blev holdt af
Folketingsmand Pastor
Bjerre
i Ornat.
Men Kampen om Ligbrændingssagen skulde vare ved, og ikke
mindst i disse Aar var den voldsom og førtes i Dagspressen, i Tids
skrifter og ved Udgivelsen af Piecer (saaledes af
Rochard, Bern-
dorf, S tein).
Biskop
Steins
Piece udkom
1893
, efter at Indholdet havde