235 / 423
231
ved at tillade Ligbrænding for saadanne, som før deres Død har
ønsket det. Og da K irken i overordentlige Tilfælde ikke har mod
sat sig, at Liget bliver brændt, ligesom man paa den anden Side
heller ikke tø r sige, at Ønsket om Ligbrænding altid er fremgaaet
af antikirkelige Bevæggrunde, saa kunde det maaske endog tillades
en Præst, som dertil maatte findes villig, at holde Ligtale over et
saadant Lig, dog ikke i selve Krematoriet og heller ikke med
Anvendelse af den i Ritualet foreskrevne Begravelses-Formular.
Og fremdeles maatte man kræve, at det paa en eller anden Maade
blev k la rt udvortes betegnet, at en saadan Ildfæ rd ikke kan anses
som en christelig sømmelig Jordefærd, hvilket formentlig kunde
ske derved, at in tet Krematorium eller Columbarium maatte op
føres hverken i umiddelbar Nærhed af en Kirke ikke heller paa en
Kirkegaard.
Skat-Rørdams
Erklæring er yderst oplysende som Illustration
til Kirkens usikre Stilling. Paa den ene Side er Ligbrænding u fo r
enelig med den kirkelige Tradition, paa den anden Side kan det
tillades en Præst at medvirke ved en »ikke christelig sømmelig
Jordefærd«. Ogsaa paa Basis af den seneste Udvikling, hvor Urne
gravene findes paa Kirkegaardene, og hvor Krematorier sammen
bygges med almindelige Kapeller, er en saa fremragende Prælats
skarpe Udtalelser en interessant Illustration til Forskydningen af
hele Kirkens Syn paa denne Sag.
Højesteretssagfører
Salomon
gav ved Højesteret en fuldstæn
dig Skildring af hele Ligbrændingens historiske Udvikling, dens
Teknik, dens hygiejniske Betydning. Der blev fremdraget saa
mange Detailler, at det endog gennem Erklæringer fra Lector,
senere Professor i Fysiologi
C. Bohr
og Professor i Chemi
S. M.
Jørgensen
blev godtgjort, at Endeprodukterne efter en Gravlægning
og en Ligbrænding er identiske, selv om Mellemprodukterne er af
forskellig Natur.
Dommen ved Højesteret gik dog Foreningen imod, idet Hof-
og Stadsrettens Dom blev stadfæstet, men med noget andre P ræ
misser. Ved den første Dom fandt man vel ikke i Lovgivningen