236 / 423
232
»noget udtrykkeligt Forbud mod anden Ligbegængelsesmaade end
Begravelse«; og denne Regel er »saaledes overholdt, at der ikke
kan være Tvivl om dens Gyldighed, ligesom den danner Fo rud
sætningen for K irkeritualets Bestemmelser«.
Højesteret siger derimod mere bestemt, at K irkeritualet af
25
.
Ju li
1685
i Kapitel IX giver »en almengyldig offentlig Ordning
af Begravelsesvæsenet, fra hvilken ingen væsentlig Afvigelse kan
ske uden særlig Hjemmel«; og »Ligbrænding maa anses som en
saadan væsentlig Afvigelse« og er derfor utilladelig, indtil en ny
Ordning er tilvejebragt.
Efter denne Domsafgørelse var det da nødvendigt at søge at
faa gennemført Lovbestemmelser angaaende Ligbrænding. Som
tidligere omtalt, havde Tinget straks fra første Fæ rd udtalt sin
Tilslutning til Ligbrændingssagen, ligesom Justitsm inisteriet havde
været villig til at arbejde for en Ordning, men kun havde holdt
sig tilbage af Hensyn til Kultusministeriet. Foreningen henvendte
sig nu atter til Justitsm inisteriet for at anmode dette om at lade
udarbejde Lovforslag i Forbindelse med Kirkeministeriet. Ministe
riet kunde dog intet udrette.
E fter Aftale med forskellige Rigsdagsmænd og i Overensstem
melse med Justitsm inisteriet blev der da til Folketinget indbragt
et privat Lovforslag angaaende Ligbrænding gennem Folketings
mand
N. J. Larsen
m. fl. Efter en udførlig Debat i begge Ting
vedtoges Loven af
1
. April
1892
.
Indholdet er følgende:
§ i.
Ligbrænding er paa nedennævnte Betingelser tilladt i dertil indrettede af Justits
ministeriet godkendte Anstalter (Krematorier).
§ 2.
Enhver Mand eller Kvinde, der liar opnaaet 18 Aars Alderen og er ved sin
Fornufts fulde Brug, kan ved en i Testamentsform affattet, paa ustemplet Papir
skreven Tilkendegivelse bestemme, at hans eller hendes Lig skal brændes i Stedet
for at jordfæstes. Iværksættelsen af en saadan Bestemmelse er dog, for saa vidt Om
kostningerne ved Ligbrænding maatte overstige, hvad der vilde medgaa til en tarvelig