239 / 423
235
Ministeriet gjorde saaledes alt for at stemple Ligbrænding som
et noget, man ikke kunde have med at gøre. Resultatet blev, at
de fleste, der ønskede Ligbrænding, udtrykkelig frabad sig gejstlig
Medvirken ved deres Ligfærd. Men ofte var der store Vanskelig
heder, naar Sognepræsten nægtede at fungere, og derfor modtog
Foreningen med Tak et Tilbud fra Frimenighedspræst
Carstensen,
om at han vilde udføre Præstegerning ved saadanne Lejligheder,
hvor denne af Hensyn til Ligbrænding var nægtet af Folkekirkens
Præster.
Det faldt hverken Pastor
Carstensen
eller Foreningens Besty
relse ind, at der kunde være Tale om at hævde en Eneret for Fol
kekirkens Præster til at udføre saadanne Handlinger samtidig
med, at de havde Ret til at nægte deres Medvirken, og uagtet de
i Henhold til denne Ret havde vægret sig ved at foretage Jord-
paakastelsen.
Kultusministeriet benyttede dog straks Lejligheden til en fo rt
sat Forfølgelse af Foreningen. Efter at Pastor
Carstensen
i det af
ham selv opførte Kapel og efter Opfordring af vedkommendes
Slægtninge havde foretaget Jordpaakastelse og holdt Ligtale over
en Mand, hvis Lig skulde brændes, og hvis Sognepræst i den An
ledning havde nægtet sin Bistand, blev der efter Anmodning af
Kultusministeriet af Justitsministeriet anlagt Sag mod ham for
Overtrædelse af Straffelovens §
107
, der omhandler Tilegnelse af
en vedkommende ikke tilkommende Myndighed.
Underretten frifand t Pastor
Carstensen.
Denne var Præst i den
evangelisk-lutherske Menighed efter Ordination i den methodisti-
ske Kirke, han optraadte ikke i Ornat under Højtideligheden, og
han anvendte ikke den officielle Kirkes Ritual, der ikke aner
kendes af hans Retning.
Dommen var ikke efter Kultusministeriets Ønske, hvorfor den
appelleredes til Overretten. Aktionsordren var ledsaget af en læn
gere Redegørelse af
Goos
selv, og nu blev Pastor
Carstensen
idømt
en Bøde paa
100
Kr.
Men ogsaa paa andre Omraader mødte Foreningen Modstand
16
*