243 / 423
239
øve. Og vi næ rer ingen Tvivl om, at denne Indflydelse staar paa
Ligbrændingens Side.
Allerede i
1895
kunde Krematoriebygningen udvides med en
haardt tiltræng t Festsal, der opførtes af Arkitekt
Fr. Levy
, takket
være en anonym Gave paa
10,000
Kr., og senere blev Salen yder
ligere dekoreret. I
1898
kunde der opføres en Bolig for Opsyns
mand, saaledes at der altid kunde være Adgang til Bygningen, der
— som nævnt — ogsaa anvendtes til Columbarium. Gentagne
Gange maatte Medlemmerne dog træde til og yde større Tilskud
eller Laan for at faa de økonomiske Forpligtelser klarede.
Overordentlig Opsigt vakte i disse Aar Bisættelsen og Ligbræn
ding af 2 af Landets store Sønner, hvad der atter gavnede Lig
brændingssagen som Helhed.
1901
døde Digteren
Sophus Schandorph.
Bisættelsen, ved hvil
ken
Georg Brandes
talte, havde samlet saa mange, at
Georg Brandes
maatte tale fra Krematoriets Trappe. I
1902
døde Minister
H<f>rup.
Under overordentlig Deltagelse blev der afholdt Sørgehøjtidelighed
i Lørups Ridehus, hvorefter Kisten førtes til Krematoriet gennem
de menneskefyldte Gader, hvor Arbejder- og Ungdomsforeninger
dannede Spalier.
Schandorphs
Bisættelse fik til Følge, at der vaktes en betydelig
Interesse for Ligbrænding indenfor nye Kredse. Medens det hidtil
væsentligst havde været Akademikere og Handelsfolk, der havde
sluttet sig dertil, blev der nu rejst en Bevægelse mellem Haand-
værkere og Arbejdere, der havde til Resultat, at »Folkelig Lig
brændingsforening« stiftedes. Denne Forening skulde laa en meget
stor Betydning, først og fremmest ved at indføre et mere intensivt
Oplysnings- og Agitationsarbejde for Ligbrændingssagen paa Basis
af Kendskabet til Organisationsarbejde, medens den »gamle« Fo r
ening kun havde arbejdet gennem Oplysning ved Skrift og
Foredrag.
Der kom straks et Samarbejde i Gang mellem de
2
I oreninger.
Folkelig Ligbrændingsforening fik Ret til at faa udført Ligbræn
dinger paa Krematoriet for billigst mulig Takst — den Gang
100