Previous Page  45 / 423 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 45 / 423 Next Page
Page Background

41

nærmere Forklaring. Dens Tilstedeværelse som Normaludstyr i

mangfoldige (Mands) grave kan kun betyde, at det i Danmark i

den yngre Bronzealder har været den frie Mands Særkende at rage

sig.

Niptangen

tydes almindeligt som et Redskab til at fjerne Haar,

hvor man ikke vilde have dem, altsaa for at bruge vor Tids Be­

tegnelse et Redskab til Epilation. For saa vidt er det i og for sig

meget rimeligt at finde den sammen med Ragekniven. Og der er

ikke fremsat nogen anden rimelig Tydning af dette mærkværdige

Redskab. Mere fremmedartet synes den lille Syl som Toiletredskab;

men den er det i Virkeligheden ikke. Det er i Fundene klart, at

det er en Genstand af særlig Betydning. Den har ofte endnu i Fun ­

dene bevaret sit lille Skaft. Dette kan være af Træ, men ofte er det

kendeligt, at det er et Redskab, som man har ofret en vis Omhu;

Skaftet kan være af Ben, men ofte af det fine, pyntelige og sikkert

kostbare Rav. Det er ikke et Arbejdsredskab, men maa ses i Forbin­

delse med Ragekniven, altsaa som en Del af Mandens rent person­

lige Udstyr. Det ser noget mærkeligt ud, at

Tatovering

skulde have

været almindelig hos vor Bronzealders Mennesker. Det leder Tanken

paa fjerne Lande, af et Ku lturtrin , som vi er vænnet til at betragte

som lavt i Forhold til vor egen Oldtid; men sikkert med Urette.

Vel er det sikkert nok, at Tatovering ikke blev anvendt hos de

klassiske Landes Folk. Men der er talrige Vidnesbyrd om, at denne

mærkelige Sædvane, der i øvrigt endnu i vor Tid er almindelig i

Orienten, om end næsten udelukkende hos Kvinden, i Oldtiden

var i Brug hos talrige af de Folkeslag, som boede i Yderkanten af

de klassiske Folks Omraader. Dette gælder særskilt Landene om

Donaus nedre Løb, med hvilke vi i Norden utvivlsomt havde nære

Handelsforbindelser, Men næsten vigtigere er, at Tatovering efter

de historiske Forfatteres Vidnesbyrd faktisk var Sædvane f. Eks. i

England hos Picterne, endnu langt senere end i Bronzealderen, helt

ned til 3. Aarh. efter Kristus. Endnu saa sent som i 787 forbød et

kristeligt Koncilium i Skotland Tatovering. Det tør anses for sik­

kert, at denne halvbarbariske Skik har været den frie

Mands

(ikke

blot, eller maaske slet ikke Kvindens) Særkende i vor Bronze­

4