13 / 187
lang have syntes tabt for Verden som Kunstner, om
han end informerede og fortsatte sin Organistvirksom
hed, der var begyndt 1792 ved reformerte Kirke, hvor
fra han i 1805 forflyttedes til Frue Kirke. Sin Om
gangskreds synes han ikke at have forsaget. Han har
vel anvendt den Tid, der stod ham til Kaadighed, til
Studier i forskjeflige Kunster og Videnskaber, der gjorde
ham til en anseelig Polyhistor.
Da Oehlenschlæger efter Katastrofen havde vist sig
med sin Bearbejdelse af „Sovedrikken “, indlod Weyse
sig dog saa meget derpaa, at han saae den igjennem,
og hvem veed, om han ikke hurtigt var kommet ind
paa Kompositionen igen, hvis han ikke havde fundet
Adskilligt, der mishagede ham, uden at Oehlenschlæger
vilde forandre det. Saa blev det hele liggende. Lyst til
Komposition syntes næsten kvalt hos ham, men den
har vel skaffet sig Luft gjennem hans Improvisationer,
ved hvilke han ogsaa kunde græde ud.
Paa denne besynderlige Maade henrandt det ene
Aar efter det andet, indtil han i 1807, 6 Aar efter at
han havde faaet Kurven, saae Mozarts „Don Juan“.
Han opløftedes, henreves, pludselig var han genvunden
for Kunsten og nu kom „Sovedrikken" for en Dag
igjen. Der blev nok for ham at gjøre, thi han instru
menterede den om, og samtidigt med at han kompo
nerede den manglende anden Akt, skrev han den første
om. Nu kom der rigtignok atter noget i Vejen. Eng
lændernes Angreb standsede Arbeidet. Men da Bom
bardementet var forbi, tog han fat igjen, det Hele blev
7