færdigt sidst i Marts 1808, og Stykket opførtes det
næste Aar med meget Bifald.
Digter og Komponist forenede sig atter og gav
et Par Aar efter Syngespillet „Faruk“, der ikke op-
naaede synderlig mere end en Succes d’estime. Nu
var det Oehlenschlægers Tur at kritisere Komponisten.
Oehlenschlæger kom altid tilbage til, at der i „Faruk“
var for lidt Melodi og for megen Harmoni, hvilket
gjærne kan have været sandt, men W eyse vilde blot
ikke indrømme det og ytrede, at han for 101te Gang
havde gjentaget, hvad han 100 Gange havde sagt til
Oehlenschlæger betræffende denne Indvending, og hver
blev ved Sit.
W eyse skrantede dengang saa temmelig i Modsæt
ning til en senere Tid og saae noget bleg og sygelig
ud. Hans Læge Gulbrand gav ham en Recept. W eyse
saae paa den med Kjendermine — thi Lægekunsten var
et af hans kjæreste Domæner som Polyhistor — og
sagde: „Men Herregud, jeg har jo ikke Modersyge!“ „Du
har Fadersyge og er hysterisk,“ sagde Lægen. W eyse
forstummede af Forbauselse over, at det med Fader
sygen var en af hans egne Vitser, som Lægen havde
tilegnet sig. Men det legemlige Befindende kom her
mindre i Betragtning end det sjælelige.
Det hændtes, at han en Dag hos Maleren Kratzen
stein Stub uformodet fik Juels Billede af hans Hjertes
Dame at se. Det gjorde et besynderligt Indtryk paa
ham, og først og fremmest forbausede det ham, at han
ganske havde glemt, hvordan hun saae ud. Hun havde
8