305 / 467
Militære sygestuer i midten af 18. årh.
291
kunne betale sig at bearbejde det, og man indrettede der
for et saltsyderi, der kort efter flyttedes til en grund for
enden af Strandgade ved siden af laboratoriet, og der
ofredes store summer på dets indretning. Men købmæn
dene ville ikke aftage saltet. Der stødte flere uheld til, og
da bogholderen rømte med kassen, resolverede kongen
1741, at det skulle ophæves, når saltet var solgt. Men
dette lykkedes først, da kommercekollegiet beordrede, at
købstæder, grevskaber, baronier og proprietærer udenfor
bondestanden skulle købe resten. 1744 var alt borte.
Det var et trist syn, der mødte de herrer, da de kom til
saltværket.53 Grunden var meget lavtliggende og fugtig,
de fire store bygninger var af bindingsværk, hvis fyldin
ger for de to’s vedkommende var af sten, for de to andres
vedkommende kun af brædder. Tagene var på de tre
tækket med tagsten, medens det fjerde kun var dækket
med brædder. Alle husene var så høje, at det ville være
nødvendigt at sænke tagene 2% alen, for at sygestuerne
kunne opvarmes. Men det værste var, at alt træværket
var så gennemtrængt af salt, at det enten var helt ubru
geligt, eller at store dele af det måtte hugges af, og rester
ne kun var anvendelige i ydermurene. Der var derfor
intet andet at gøre end at rive bygningerne ned til grund
stenene og forhøje fundamenterne mellem en halv og en
hel alen med godt, tørt sand.
Ved indretningen af sygehuset gik Gedde ud fra, at
hvert regiment til de 50 dobbeltsenge skulle bruge 13
kamre, der skulle være 10 alen lange og ca. 8 alen brede
og rumme fire senge og en ovn. Desuden skulle der være
et stort køkken med spisekammer og kamre til tilsyns
underofficer, feltskærsvend og sygepasser.
Han udarbejdede to forslag. I det første ville han be
nytte de stående bygningers fundamenter og materialer
og opføre nye bindingsværksbygninger. Men disse kunne