310 / 467
296
Gordon Norrie
gængse københavnske sygdomme, dels deres urenlighed,
som kvarterværterne klagede over, og som f. eks. gav sig
udslag i, at de ofte ikke kunne kæmmes, når de kom på
lazaretterne, men måtte have håret raget af, dels
at de nationale officerer ikke førte det skrappe
tilsyn med deres folk, som infanterireglementet fore
skrev, og som blev strengt overholdt ved de hvervede
regimenter.57
Der oprettedes derfor et fast lazaret hos Hans Høyer i
Gothersgade, men da det til tider ikke slog til, måtte ro
demestrenes oldermand, købmand Lausøe, så at sige fra
dag til dag skaffe flere andre huse.58 Særlig slemt var det
i vinteren 1762—63,59 da der døde en regimentsfeltskær,
flere feltskærsvende og sygeplejersker, samt Høyer og en
anden af sygehusværterne. Borgerne vægrede sig ved at
huse de stakkels nordmænd, og man måtte derfor ind
kvartere dem ved hjælp af rodemestrene60 og søge syge
husplads uden for voldene. General Piessen stillede
straks lokaler til rådighed på Blaagaard til 130 patienter,
og uden for Vesterport lejede man plads til 69 senge.61
Men man fik alligevel ikke så megen plads, at man kun
ne undgå at lægge to mand i samme seng, men måtte
nøjes med at fordele dem efter sygdommens art.
Til leder af sygehusvæsenet antog kommissariatet
generaldirektøren for kirurgien, professor Hennings. Han
havde tidligere været regimentsfeltskær og for nylig leder
af et af de to store hospitaler i Holsten. Efter samråd
med ham bestemtes,62 at når en seng blev ledig ved ud
skrivning eller død, skulle den udskiftes og enten desin
ficeres eller brændes, der skulle derfor altid holdes et
antal senge, lagener og tæpper i reserve, og de, der var
i brug, skulle ombyttes ofte. Til hver 10 syge skulle der
holdes en sygeplejerske og på hvert hospital dygtige
kogersker.