96 / 172
91
hederne ikke er ganske de samme som for forrige.
Disse havde nemlig p rak tiseret i Vestindien i flere aar,
da det kgl. resk rip t paalagde dem at autoriseres i Kø
benhavn, medens dr.
Ruan
ikke endnu h a r p rak tiseret
i Vestindien og ikke opholdt sig der siden sit 9’ aar.
Foruden
Ruan
h a r hr.
Tuite
og dr.
Meder
fra Edin-
burgh meldt sig med lignende begæring, og det synes
som flere kan ventes. Paa nærmere forespørgsel fra
direktionen udtalte faku ltetet 20’ november 1819, at
man ønsker, at det m aatte bestemmes, at ingen andet
steds gradueret dr. med., hvad enten han er indfødt
eller fremmed, m aatte kunne erholde licentia practi-
candi i de danske stater med m indre han underkastede
sig den lovbefalede offentlige examen. Omendskønt
der om denne sag kun er en mening i fakultetet, saa
har man dog ikke været enige om det tidspunkt, fra
hvilket denne regel skulde træde i k ra ft og in specie
med hensyn til reglens anvendelighed paa
Ruan
og
Tuite.
Nogles votum gaar nemlig ud paa, at forbudet
mod colloquia privata, der snarest muligt burde publi
ceres, først burde træde i k ra ft 1821 eller 1822 og
følgelig ikke kan anvendes paa de tvende omtalte doc-
tores. For denne mening anføres følgende grunde:
1)
Det er altid haa rd t og ydmygende for den, som
alt ha r erhvervet ju ra doctoris ved et berøm t univer
sitet at maatte underkaste sig en offentlig prøve, der
mulig kunde have rejektion til følge. Han er ved saa-
dan examen udsat for skæve domme af tilhørerne,
dels formedelst de modifikationer i lægevidenskabens,
principper og kurmetoder, som er følge af de forskel
lige skoler, dels formedelst mangel af regel for, hvad
der kan tordres af examinandi, som ikke ha r nydt
undervisning af examinatores, dels endelig formedelst