97 / 172
9 2
den fremmede udtale af det latinske sprog eller man
gel paa øvelse i samme. — 2) Da
Ruan
og
Tuite
rejste
til Edinburgh for at studere, existerede ikke den lov,
som nu udelukker dem fra praxis i Vestindien, den
var dem ikke engang bekendt til den tid, da de creere-
des, og denne lov selv befaler ikke udtrykkelig at
examen skal være publicum. — 3) Ved at udsætte
term inen til 1821 eller 1822 vilde der gives Ost- og
Vestindianerne tid til at studere ved vort universitet.
Derimod anføres fra den modsatte mening føl
gende: 1) Det kan ikke miskendes, at vore kand idater
i almindelighed besidder flere kundskaber end de
fremmede, faku ltetet hidtil h a r h a ft lejlighed til at
prøve. Blandt de faa udsigter, vore kand idater for
tiden har, var dog Vestindien en. Men for hvert frem
med individ, som der nu tilstedes praxis, indskrænkes
denne for vore. Det synes derfor billigt, at disse skulde
kunne overbevise sig om, at de fremmede ved en
offentlig examen behandledes af faku ltetet med sam
me strenghed, som de selv. Thi at der udenlands og
navnlig i Edinburgh, hvor examen og promotion sjæl
dent adskilles, fordres til begge langt m indre end hos
os, er en bekendt sag. Desuden hersker paa vore vest
indiske øer en partiskhed for alt, som er engelsk, at
denne indskrænkedes til fordel for vore kandidater
vilde næppe heller skade det offentlige. — 2) D’h rr
Ruan
og
Tuite
er begge saa unge og h a r saa nylig fuld
endt deres studium, at det ikke kan krænke dem at
sættes i klasse med vore kandidater, af samme grund
kan de lidet eller in te t forudsættes at have glemt og
bør kunne gennemgaa examen rigorosum, men denne
bør holdes paa latin, som enhver promotus nødvendig
maa forstaa, og som med mere billighed kan fordres