120 / 196
NOGLE ARBEJDERBOLIGER I SUNDBYERNE,
VALBY OG BRØNSHØJ
Af Nils Kristian Zeeberg
» . .. Det er med Ægteskab som med Huslej
lighed. Folk i København flytter hvert Øje
blik og faar det aldrig tilpas. Men naar man
bliver paa et Sted og vænner sig til Mangler
ne, saa finder man sig vel i alt. . . . »
(Købmand Skaarup i 3. akt, 1. scene af Spare
kassen)
Når Henrik Hertz (1797-1870) i lystspillet
Sparekassen fra 1836 lader sin gode
købmand Skaarup sige som han gør om
Huslejlighed,
så er det den tids udlejningsbo
liger i København han har i tankerne. Køben
havn var i 1836 stadig omgivet af volde, og
manglen på boliger for især de ubemidlede
klasser var endog meget stor. Det var i denne
periode, før industrialiseringen slog igen
nem, endnu det normale at det ugifte tyen
de, de ugifte lærlinge og håndværkersvende
og andre der var i tjeneste i en husholdning,
boede hos principalen og fik deres måltider
og underhold der.
Svende der giftede sig blev ofte med deres
familier installeret, hvor der nu kunne skaf
fes husly til dem, og det var ikke ualminde
ligt at et yngre ægtepar med deres børn kun
havde at enkelt rum til deres rådighed - hav
de de endelig to rum var det lige så alminde
ligt, at de lejede det ene ud for at tjene nogle
ekstra penge.
For at skaffe husly til flere indenfor volde
ne, og vel nok så meget for at skaffe indtæg
ter til husejerne, forhøjedes eksisterende
huse i første halvdel af 1800-tallet i stort tal
med en ekstra etage, eller to, og tagetager
blev taget ind til beboelse. Også gårdene blev
bebygget med baghuse, eksisterende baghu
se fik ligeledes påbygget ekstra etager, og
hvor der var en plads der ikke blev udnyttet,
kunne der straks indrettes et logi til udlej
ning. Og alt blev udlejet.
Omkring 1850 boede næsten en fjerdedel
af byens indbyggere i baghuse, og op mod
hver tiende boede i kældre. Man kan let for
stå, at med denne ringe standard for langt de
fleste af logementerne var det fuldt forståe
ligt, at de fleste havde endog meget stor lyst
til at flytte, så snart noget bedre bød sig. Og
hvis man altså tillige havde indtægter til at
betale husejerne, der levede højt på denne
mangelsituation.
Alt sammen var med til at skabe den utro
ligt tæt- og overbefolkede by indenfor volde
ne, hvor hygiejniske nyskabelser som vand
forsyning med rent vand og tilhørende kloa
kering stadig var ønsketænkning. Det gik da
også lige præcis så galt som det næsten måt
te gå, og koleraen i sommeren 1853 kostede
næsten 5.000 af Københavns omkring
130.000 indbyggere livet. Mindre epidemier i
de efterfølgende år kostede også mange af
byens borgere livet, men samtidig havde
117