147 / 196
Carl Trock
Med »Nød og Last af enhver Art« i sognet
kunne der være stor hjælpsomhed beboerne
imellem. De unge familier var oftest børneri
ge og et værelse skulle ikke sjældent rumme
de mange; vejene var kummerlige med sjap
og søle i vinterhalvåret, og forurenende
fabrikker, der ikke var tilladte i Kbh., flyttede
herud i landsognet med langt færre restrikti
oner. Smitsomme sygdomme havde gode kår.
Ida Johnsen indså at her kunne privat god
gørenhed slet ikke slå til, det offentlige måtte
gå ind og påtage sig sin del og provst Theila-
de støttede hende deri. Der skulle sættes
målrettet ind med sygepleje, især for at hjæl
pe de så uundværlige mødre, uden hvem
mangt et hjem ville gå til. Der blev begyndt
med en sygeplejerske, der fandt plads i
præsteboligen. Fabriksejere tegnede sig for
faste bidrag, Chr. Holm afgav en arbejderbo
lig til »sygehus«, hvor der kom 2 plejersker.
Kommunen gik ind på at yde 1 kr. daglig for
hver syg, der fik pleje. Syge, der ikke hørte
under fattigvæsenet, og som var sat i skat
skulle betale 25 øre daglig. »En vaagnende
Selvfølelse« gjorde ofte folk ømfindtlige ved
at modtage almisse.
Det var nærliggende at søge samarbejde
med præsterne ved Vor Frelsers kirke,7hvor
der siden 1866 havde været en understøttel
sesforening på Christianshavn. Men der ville
præsterne udbygge enmenighedspleje, sam
le ind og fordele gaver hvor de skønnede
behovet var størst, og hvor det offentlige
ikke ydede støtte. De ville også forståeligt
nok begrænse sig til deres sogn, hvor der var
opgaver nok, så det samarbejde blev til Ida
Johnsens skuffelse ikke til noget.
Men da Johnsens 1876 flyttede, han blev
landsbypræst i Vamdrup, kunne Ida Johnsen
gøre op, at der var et sygehus og 11 sygeple
jersker med virke i Sundby, uanset at hun
selv havde været syg og nødt til at tage et
kurophold i udlandet. Overlade alt dette til
hvem?
Efterfølgeren blev en søn af provst Theila-
de, Hans Sessing T. 32 år gammel, siden
embedseksamen 1871 kapellan på landet blot
for 2 år. 1878 søgte han og fik embede i Jyl
land;8flygtede han fra bolig og sognet med
de mange sociale problemer eller ønskede
han en selvstændig præstegerning?
Det fik provst Theilade til at gøre situatio
nen op og til bunds, gøre hvad han burde.
28/2 1878 søgte han sin afsked, og begge
Tårnby sogns embeder blev ledige, så løn
ningsmidlerne kunne omreguleres. Han til
føjede, at det var blevet ham stadig mere
klart, at der måtte gøres forandringer for den
talrige, for størstedelen »fattigeArbeidsfolk«,
befolkning som skulle anmelde alle kirkelige
handlinger i Tårnby aht. kirkebogsføringen
og efter arbejdsdagen skulle folk gå V
2
mil til
præstegården, i vinterhalvåret ad de sølede
veje. Hverken folk i Sundbyerne eller sogne
præsten fik fortrolighed med hinanden, da
han måtte overlade til den yngre præst også
hvad han mente, han selv burde gøre, bl.a.
»de hyppige vanskelige Skilsmissesager«.
Det var Theilades overbevisning, at der nu
burde gøres forandring, alle lokale som per
sonlige forhold var til stede, så der kunne
oprettes et sognepræsteembede i Sundby,
hvor der var kirke, præstebolig og kirkegård.
Theilade havde også et forslag til fordeling
af indtægterne mellem de 2 præster, 5/9 til
den, der kom til Tårnby og 4/9 til den kom
mende Sundby-sognepræst.
8. juli 1878 godkendte kultusministeri
et/kongen at Sundby blev et selvstændigt
sogn, herunder fik egne kirkebøger.9Den nye
sognepræst O.K. Bertelsen havde i 3 år været
sømandspræst i London og der haft med ret
så forskelligartede mennesker at gøre. Til
gudstjenester gik det rigtig godt og i øvrigt
144