152 / 196
Sundby og Nathanaels kirkesogne og defattige
var i nogle måneder i stand til at berette om
10.000 til en begravelse i Forsamlingsbygnin
gens Have på Enghavevej, og om flere næg
telser fra præster, samt 22/2 1896 om endnu
en begravelse i »Folkets Have«. Det skyldtes
stiftsprovst J. Paulli, som 1/3 blev taget i sko
le. Han havde sagt, at ritualet hindrede
præsters medvirken; men, hævdede bladet,
den 100 år gamle bestemmelse var ændret,
og få måneder før havde præster medvirket
ved begravelser af bgl. viede, mens der i
Sundby var indledt en ny krigsplan af
præsterne. Bladet sluttede: Før var det anset
for en ulykke, hvis en præst nægtede nogen
jordpåkastelse. Men den stigende oplysning
har frigjort folk fra præsteåget. Hvad der var
vanære er nu ære. De storstilede begravelser
vidnede om »en Revolution i Befolkningens
Aandsliv og Tænkemaade«.
Men 19/1 1896 havde Schneekloth et ind
læg i »Dansk Kirketidende«: Det var betæn
keligt for præsterne at medvirke ved jord
påkastelse, hvor folk i levende live havde
sagt, at de ikke vilde have med præster og
kirken at gøre. Noget andet var, om folk hav
de fortrudt det eller ikke mente noget med
deres udtrædelse. Kirken skulle ikke dømme
nogen ved at nægte jordpåkastelse af med
lemmer af folkekirken, andet er det, når folk
er trådt ud af folkekirken. Nægtelser kan for
bitre de pårørende, så de vender sig imod
præster og kirke. Det er uretfærdigt, men et
hul i lovgivningen bør udfyldes ved en lov
om borgerlig begravelse for mennesker, der
står udenfor kirken. Det har været foreslået
og er blevet afvist. Men det vil betyde noget,
hvis kirken selv søger den sag fremmet, men
te S.
Kirketidendes redaktør, den kendte
grundtvigske præst J.H. Monrad skrev, at der
i den 12. time bør rettes op på det forsømte,
så folk i som udenfor folkekirken kan begra
ves på dens kirkegårde, det være sig borger
ligt eller kirkeligt. Samtidig bør præsterne
stilles frit, om de vil medvirke ved begravel
serne. I øvrigt benægtede Monrad, at nogen
kollegial aftale skulle have ændret præsternes
holdning. (Problemet var dog drøftet 22/10
1894 i Københavns Præstekonvent). Han fort
satte i bladet 16/2: Efter gældende lov må
borgerligt ægteforenede regnes for udtrådte
af folkekirken og det er andre forment, at sige
noget ved en begravelse. Her begår et reli
giøst flertal i kristendommens navn en uret
færdighed. Folkudenfor Folkekirkenbør kun
ne regne med en sømmelig begravelse.
Anderledes så redaktøren af »Fra Bethes-
da«, udgivet af Københavns Indre Mission,
på sagen, da det bragte Schneekloths indlæg
26/1. Redaktøren professor Schat Petersen
imødegik, at kirken var forpligtet til at tage
initiativ til en ændring, endsige til Monrads
mere vidtgående forslag, for kirken skal ikke
gøre døden behagelig, og at »Social-Demo-
kraternes Harme i den Anledning kommer
til at gaa ud over Kirken, gør denne ikke
noget, men tjener kun til densÆre«. Det fore
liggende kan bringe mange til besindelse,
som nu ved hensynsløs agitation lader sig
foranledige til udtrædelse. - Det standpunkt
delte en god del af præsterne.
Nu havde Sjællands biskop, som Schnee
kloth havde berådet sig med, forespurgt
ministeriet om dets stilling, og havde tilføjet
at han af præsten var spurgt efter, ikke før,
begravelsen, og at det Social-Demokraten
havde skrevet i alt væsentligt var rigtigt.
Ministeriet udtalte, at når bispen havde
ønsket det klart fastslået, at der ikke var for
bindelse mellem bgl. ægteskab og vedkom
mendes begravelse og spurgt, om præster
var forpligtet til at fungere for folk, somhav
de erklæret ikke at tilhøre noget trossam
fund, så svarede ministeriet hertil, at i så fald
149