151 / 196
Carl Trock
30 år efter han kom til Sundby,20at det »har
været ret godt gennemAarene«. Han fortsat
te om søndagens kirkelige handlinger: Jeg
havde ofte 6 brudepar knælende foran alte
ret, endog dåb af 28 børn ved samme lejlig
hed og adskillige gange stod 8 barnekister
foran ham. Schneekloth begyndte fra starten
med at genetablere en menighedspleje. I
begyndelsen blev der indsamlet brugte klæ
der, som kvinder syede om til genbrug. Der
blev fundet medarbejdere til søndagsskole,
afholdsforening, ungdomsforeninger, hvad
der forudsatte en stor kreds af medarbejdere.
Også en sygeplejeforening kom til, alt dette i
eller ud fra præsteboligen, indtil der 1902
blev samlet ind og der kunne bygges et
menighedshus.
Noget om forholdene siger biskop Skat
Rørdams indførsel i embedsbogen ved visi-
tats 4/121898: Kirken var fyldt af både ældre
og yngre og efter Schneekloths opbyggelige
prædiken svarede en talrig skare konfirme
rede »gennemgaaende godt og livligt«, ikke
få med tænksomme svar, der vidnede om,
»at de havde modtaget en god Vejledning.
Gud give dette Sogns samvittighedsfulde
Præst og hans Medhjælper21 fremdeles sin
Velsignelse« i tjenesten, så de får nåde til at
samle »en troende og bekendende Menighed
om Herren«. I de øverste klasser i Central
skolen og Øresundvejens skole fandt bispen
det første sted »Tilstanden... i det hele god;
derimod stod børnene i den sidste tilbage,
især i dansk Læsning og Retskrivning«. -
Unægtelig en hård dom fældet på kort tid og
var elevernes hele baggrund taget i betragt
ning?
Men var forholdene så slemme som præst
efter præst skrev, sidst Schneekloth om boli
ger og sanitære forhold, bl.a.: »Mælken fra
Høkerens Disk virkede om Sommeren som
Gift paa Børnene«. - 1895 skrev J. Carlsen,
Københavns øverste ansvarlige læge: Sund
byerne har den højeste sygelighed og døde
lighed, overgår det værste distrikt i Kbh.,
Christianshavn. Vandforsyning, kloakering
og sundhedsvedtægter er utilstrækkelige.
Særlig Sundbyerne er et stort hygiejnisk pro
blem for Kbh., smittefaren fra dette arnested
for epidemiske sygdomme er meget stor.
Andre læger bakkede Carlsens vurdering
op.2
Schneekloth så 30 år efter tilbage og talte
om, at han i de mange år havde mærket
meget lidt til det præstehad, der skulle have
været i adskillige arbejdersogne. Allerede
1906 skrev han: »Jeg glæder mig inderligt
ved den Venlighed og Imødekommenhed jeg
i disse mange Aar har mødt i Sognet, ikke
mindst hos Arbejderbefolkningen, til hvilken
jeg formener at staa i et godt Forhold, og som
jeg aldrig har haft Vanskelighed ved at arbej
de med.«23
Der var nu en undtagelse, somSchneekloth
dog klarede i tide. 27/12 1895 berettede So-
cial-Demokraten på forsiden om en bgl.
begravelse på Amager. Begge Sundby kirkes
præster havde nægtet at kaste jord på en
stenhuggers kiste, for »han havde holdt Bryl
lup paa Raadhuset.«24De forhørte sig hos
biskoppen, som skulle have stillet præsterne
frit om de ville fungere, og de svarede stadig
nej. 2. juledag havde ca. 500 mennesker været
samlet i kapellet og hørte, at præsten havde
forbudt sang der. Mens kirkeklokkerne -
mærkeligt nok - ringede, drog de 500 med 3
faner i spidsen til Sundby kirkegård, hvor
kisten blev sænket i graven, mens et sangkor
sang en salme. Et sognerådsmedlem ignore
rede graverens ord om, at det ikke var tilladt
og holdt en hjertelig tale og forsamlingen
sluttede med at synge nok en salme.
Det blev indledningen til en kampagne for
borgerlige begravelser. Social-Demokraten
148