186 / 196
KØBENHAVNS STADSARKIV 1 2000
Ved overgangen til et nyt århundrede skal på
dette sted gives plads til et enkelt blik tilbage
og en betragtning over, hvor vi står nu. Ved
sidste århundredskifte stod Stadsarkivet for
at skulle flytte fra kælderen under det gamle
råd- og domhus på Nytorv til det nye
rådhus, der var under opførelse. Da råd- og
domhuset blev bygget små hundrede år tid
ligere i begyndelsen af det 19. århundrede,
var det staten der forestod bygningens
opførelse (selvom det var kommunen, der
betalte). Ved opførelsen af det nye rådhus var
det en selvbevidst by i udvikling, der bygge
de; en by der havde sprængt sine grænser og
stod foran en stor udvidelse af sit areal.
Da man byggede det gamle råd- og dom
hus havde man glemt at afsætte plads til
arkivet, så det blev puttet ind i et hjørne i
kælderen. Her sad den flittige rådstuearki
var, dr. Oluf Nielsen, og arbejdede med regi
strering og publicering af kilder til byens
historie og tog imod en udsøgt kreds af
tidens forskere.
Ved opførelsen af det nye rådhus kunne
arkivet glæde sig over stor opmærksomhed
fra den historisk bevidste arkitekt Martin
Nyrop. Ikke alene havde han afsat, hvad han
efter sigende mente var tilstrækkelig maga
sinplads til de næste hundrede år; Stadsarki
vet fik ganske vist aldrig rådighed over alle
de tiltænkte arealer, men selv med disse ville
pladsen ikke have strakt ud over tredive år;
og det endda kun fordi nogle store forvaltnin
ger ønskede at opbevare deres arkivalier selv.
Nyrop havde også i sit rådhusprojekt
udstyret Stadsarkivet med en stor, smuk
læsesal i rådhusets mellembygning. Den
daværende rådstuearkivar mente dog, at
rummet ville blive for stort, og Nyrop ænd
rede senere rummet til en museumssal; på
etagen over arkiv og museum placerede han
Borgerrepræsentationens mødesal. Byens
råd kom således symbolsk til at trone på
byens historie. Museumssalen viste sig dog
for lille, og i 1920'erne indrettedes den til
bryllupssal.
Af en eller anden måske forståelig, men
egentlig ufornuftig grund, klæber der stadig
et vist »kældersyndrom« til begrebet arkiv.
Måske fordi arkiver beskæftiger sig med for
tiden og dens bevaring og arbejder i et læn
gere tidsperspektiv, end det er normalt. Men
det glemmes, at denne indsats retter sig mod
nutiden og fremtiden, og at det hører med til
ethvert civiliseret samfund at bevare en erin
dring om sin nærmere og fjernere fortid; og
vel at mærke en erindring, som ikke er ren
mytologi, men kan efterprøves kritisk af hver
generation. Hertil er offentlige og private
arkivalier et helt nødvendigt kildemateriale.
»Kældersyndromet« er enbarriere i det dag
lige arbejde. Både i den formidling, der fore
går med begrænsede midler, i konkurrence
med mere spektakulær og lettere fordøjelig
kultur og underholdning, og også for at kom
me i en hensigtsmæssig dialog med den for
valtning, som er producenter af dagens kil
demateriale. Udbredelsen af IT i forvaltnin
gerne vil dog på en helt ny måde nødvendig
gøre, at arkivhensyn fremover tænkes ind i
systemernes tilrettelæggelse fra starten, hvis
der skal bevares et kildemateriale for fremti
den til brug for forskning og offentlighed.
Det er et hovedmål for Stadsarkivet her ved
århundredskiftet så vidt muligt at ryste
»kældersyndromet« af sig. Og vi ser brugen
af IT, såvel i det forvaltningsvendte arbejde
som i formidlingsarbejdet, som et afgørende
væsentligt redskab.
Borgerrepræsentationen vedtog den 8. juli
183