181 / 196
Henning Bro
VURDERING
Samlet må en række samvirkende faktorer
anses som afgørende for, at Frederiksberg
siden midten af det 19. århundrede er blevet
opretholdt som selvstændig kommunal
enhed. Set i et større historisk perspektiv har
det frederiksbergske område igennem
århundreder udgjort en enhed adskilt fra sta
den København og det øvrige opland. Der
kan således trækkes linjer tilbage til middel
alderlandsbyerne Solbjerg og Nyby, over
Ladegårdsmarken og Ny Amager i 1600-tal-
let, til det selvejende Frederiksberg og det
kommunale fællesskab med annekssognet
Hvidovre i begyndelsen af 1800-tallet.
Fra midten af århundredet udviklede Fre
deriksberg sig til et selvstændigt storbysam
fund i Hovedstaden, i kraft af den særlige
lovgivning, der gjaldt for området, og kom
munens selvstændige styre, særegne bebyg
gelsesmåde og befolkningssammensætning.
Med industrialiseringen og opsvinget inden
for de øvrige byerhverv fik kommunen fra
slutningen af 1800-tallet et differentieret
erhvervsliv, der bevirkede, at den ikke alene
blev en betragtelig boligby i Hovedstaden
men også en erhvervsby, der kunne give
beskæftigelse til en efterhånden stadig større
del af beboerne.
Frederiksberg stod herudover både rets
ligt, gejstligt og på andre områder uden for
de københavnske myndigheders råderumog
komogså ved siden af det kommunale områ
de til at udgøre en selvstændig administrativ
enhed, f.eks. et selvstændigt sogn fra 1736, et
birk efter udskillelsen af Københavns Amts
Søndre Birk i 1887 og en politikreds og en
retskreds efter 1919.
Flere forsøg på at sammenlægge forskelli
ge frederiksbergske og københavnske admi
nistrationer blev heller ikke realiseret. Det
gjaldt bl.a. et forslag om en sammenslutning
af Frederiksbergs og Københavns politi fra
1876, planerne om en fælles kirkekasse i 1892
og et forslag fra 1896 om et fælles brandvæ
sen.
De historiske bånd og bysamfundets selv
stændighed og særegne karakter øvede
afgørende indflydelse på det særlige tilhørs
forhold, mange frederiksbergere havde til
deres kommune og by. Sammen med lavere
beskatning og andre fortrin bevirkede det, at
en sammensmeltning med København
aldrig vandt genklang i den frederiksbergske
befolkning. Ethvert forsøg på at indlemme
Frederiksberg i København blev da også af
kommunens politikere og embedsmænd
massivt tilbagevist, da kommunens selv
stændighed både i 1857 og i den første del af
1930'erne for alvor stod på spil. At central
administrationen, de siddende regeringer og
Rigsdagen, trods forestillinger om en anden
ordning af de kommunale forhold i Hoved
staden, accepterede det frederiksbergske
standpunkt, må tilskrives en udtalt respekt
for det kommunale selvstyre. Det er bemærk
elsesværdigt, at de store københavnske ind
lemmelser i 1901 byggede på en frivillig afta
le mellem København og de pågældende
sognekommuner og at forsøg på at indlem
me Hvidovre og Rødovre i forbindelse med
en løsning af de særlige udflytterproblemer i
1923 ikke blev virkeliggjort som følge af de
to kommuners modstand.
Det må ligeledes anses for afgørende, at
kommunen status, styreform og forvaltning
siden midten af 1800-tallet blev justeret i takt
med den byudvikling, kommunen gennem
gik. Frem til århundredskiftet fik kommunen
gradvist flere købstadsbeføjelser, ligesom
kommunalbestyrelsens sekretariat, kasserer-
178