178 / 196
Frederiksberg - Storbykommunen i Hovedstaden
lelsesloven fra 1899, at Frederiksberg ved
ændringerne i købstadskommunalloven i
1919 blev »at anse som købstad« og fik en sty
reform som i de andre byer, herunder en bor
gmester udpeget af kommunalbestyrelsen.10
INDLEMMELSE? HISTORISK VANDALISME
Mens spørgsmålet om Frederiksbergs ind
lemmelse i København igennem den sidste
halvdel af 1800-tallet fra tid til anden var ble
vet rejst af Rigsdagens medlemmer og de
siddende regeringer, havde Københavns
bystyre for det mest forholdt sig afventende.
Opfattelsen var her, at tiden ikke var moden
til en indlemmelse og at Frederiksberg og de
mindre omegnskommuner nok skulle krybe
til korset og bede om et samarbejde for at
skaffe de nødvendige indtægterne til de
kommunale udgifter, der ville følge med
byudviklingen.
Efter 1901-indlemmelserne lå det lige for at
kommende københavnske territorialudvi
delser også kunne omfatte Frederiksberg, og
fra 1912 og op igennem 20'erne blev emnet
med stigende styrke sat på den politiske
dagsorden i Borgerrepræsentationen. For
samlingen stod dog ikke samlet i sagen. De
konservative ønskede ikke, at det frederiks-
bergske område blev opslugt, og skønt borg
mester Hedebol forlangte en indlemmelse
her og nu, mente andre i den socialdemokra
tiske flertalsgruppe, at man kunne snakke
med Frederiksberg om de mellemværender,
der var mellem de to kommuner.
Fælles problemer da var også i vidt omfang
blevet drøftet og løst af de to bysamfund,
men kommunernes økonomiske vilkår var,
navnlig fra tiden omkring 1. Verdenskrig,
blevet stadig mere forskelligartede. Trods en
betydelige befolkning af arbejdere og der
med ligestillede havde Frederiks-berg som
følge af et relativt større lag af mere velstille
de i forhold til København et bedre beskat
ningsgrundlag og på visse sociale områder
lavere udgifter.1 København var desuden
blevet hårdere ramt af verdenskrigen og den
efterfølgende fredskrise og havde måttet løf
te meget tunge sociale opgaver, der var fulgt
med dyrtid, varemangel, arbejdsløshed og
boligmangel.
Med henblik på en udjævning af de kom
munaløkonomiske forskelle nedsattes på
Københavns Kommunes initiativ i 1924 et
fællesudvalg med repræsentanter fra de to
kommunalbestyrelser. Udvalget skulle
undersøge fordelingen af kommunernes
udgifter til sociale og andre kommunale for
mål og på dette grundlag fremsætte forslag
til en mere »retfærdig« løsning. I udvalget
henviste repræsentanterne fra København til
forskellene med hensyn til konjunkturernes
virkninger og beskatningsgrundlaget i de to
kommuner og krævede, at Frederiksberg
årligt skulle betale en kompensation på 3, 5
millioner kr. Frederiksbergs repræsentanter
afviste de københavnske argumenter og krav
og påpegede, at de økonomiske forskelle
kommunerne imellem bl.a. skyldtes en lave
re ejendomsbeskatning i København og en
mere effektiv og dermed mere økonomisk
kommunaladministration på Frederiks
berg.12
Da forhandlingsvejen var resultatløs og det
efterfølgende ikke lykkedes at komme igen
nem med en ændring af erhvervsbeskat
ningslovgivningen og en revision af reglerne
for mellemkommunal beskatning til gunst
for den københavnske økonomi, gik Køben
havns Kommune direkte til regeringen med
en anmodning om en ordning af forholdet
mellem København og Frederiksberg. I for
længelse heraf nedsattes i 1930 en kommissi
175